Regnbueflagene pryder igen vinduerne på TL’s forbundskontor i København og er med til at gøre byen mere farverig hele ugen.
Anledningen er, at Copenhagen Pride ruller gennem byen i uge 33.
Og i år er TL en del af festen.
”Mangfoldighed er en styrke på arbejdspladsen og i samfundet. Det vil vi markere ved at være synlige og stolte deltagere i Pride, og derfor kan du også finde os i paraden på lørdag,” siger TL’s forbundsformand Jannik Frank Petersen.
For TL handler Pride ikke kun om farver og fest – men også om at tage stilling.
”Vi ved, at mange LGBTQ+-personer stadig oplever diskrimination i arbejdslivet. Som fagforbund skal vi stå vagt om retten til at være den, man er,” siger forbundsformand Jannik Frank Petersen.
Deltagelsen i Pride er en del af TL’s arbejde med mangfoldighed og ligestilling – både politisk og i praksis. Det gælder også i arbejdet for bedre arbejdsmiljø og inkluderende faglige fællesskaber.
TL’s medlemmer inviteret
Medlemmer er inviteret til at deltage i forbundets egne events under Pride-ugen.
TL deltager nemlig ikke kun i selve paraden lørdag den 16. august, men er også at finde på Rådhuspladsen i dagene op til.
Regionsformand for TL Sjælland Lene Ertner er der onsdag er der onsdag, regionsformand for TL Hovedstaden og Bornholm Jimmi Eiberg er der torsdag. Derudover kommer medlemmer fra TL Hovedstaden og Bornholms bestyrelse.
Der er også mulighed for at deltage i blandt andet dragbanko onsdag sammen med TL og FH og gå med TL i paraden lørdag, plads 67 i paraden – der er t-shirts til de første.
Læs om selve Pride Paraden med TL i arrangementet her.
TL Ungdom har et arrangement forud for Pride Paraden, læs om det her.