5 typer adfærd, der kan føre til stress

For mange opgaver, for lidt tid og for stort ansvar. Det er eksempler på, hvad der kan udløse stress på jobbet. Stressekspert Rikke Maj Thauer har identificeret fem former for adfærd, der kan føre til stress. Kan du genkende dig selv?

Arbejdsliv
Af Britt Esrom

Stress fylder stadig på mange danske arbejdspladser, men i nogle tilfælde kan man selv undgå stressen ved at blive bevidst om sin adfærd og ændre den, lyder det fra en stressekspert.

”Det, der udløser stress, kan være rundet af arv og miljø. Hvis man for eksempel er vant til at undertrykke egne behov og please andre, har man måske svært ved at sige nej til nye opgaver på arbejdet, selvom man har travlt,” siger Rikke Maj Thauer, som er stressekspert, instruktør i Psykisk førstehjælp (et kursus, man kan tage hos Psykiatrifonden, red.) og forfatter til bogen ’Stress er også dit eget ansvar.’

Se frygten i øjnene

Ifølge Rikke Maj Thauer er vores adfærd resultatet af vores tanker og følelser, og derfor er det også muligt at ændre adfærd ved at tænke anderledes om en situation, forklarer hun.

”Hvis man er vant til at tage meget hensyn til andre, kan man jo overveje, hvordan det kan være. Måske frygter man at blive upopulær eller mindre vellidt.”

Hun tilføjer:

”Men hvis man siger nej til nye opgaver på en empatisk og ordentlig måde, kan man jo se, hvordan omgivelserne reagerer. Min erfaring er, at det typisk vil afføde positiv respekt, når man står mere fast og passer på sig selv.”​

De 5 adfærdsmønstre, der kan føre til stress

1. Kontrol
Forestil dig, at du har så travlt, at du bliver nødt til at uddelegere en opgave til en kollega. Men fordi du ikke har tillid til, at kollegaen løser opgaven rigtigt eller på lige netop din måde, kan du ikke helt slippe den, og derfor ender du med at kigge din kollega over skulderen og blande dig i, hvordan hun løser den.

Et usundt behov for kontrol kan ikke alene føre til stress. Det kan også skabe en dårlig stemning blandt kollegerne på arbejdspladsen.

2. Grænser
Nogle er så uvante med at sætte grænser over for andre, at det kan føre til stress. Måske er du typen, som altid siger ja til nye opgaver, selvom du i forvejen har rigeligt at se til?

Det er et mønster, som man kan blive fanget i, når man har svært ved at sætte grænser, hvis man for eksempel er bange for, at kollegerne bliver sure, eller hvis man frygter at havne i en konflikt, når man siger nej.

3. Modstand
Det er et udbredt mønster, at nogle ændrer adfærd, når de møder modstand. For eksempel kan man have svært ved at tage imod hjælp, fordi man er bange for konsekvenserne.

Rikke Maj Thauer nævner som eksempel en ældre klient, der var bange for at give opgaver fra sig til yngre kolleger, fordi han i virkeligheden var bange for at gøre sig selv overflødig. Modstanden endte med at føre til stress, fordi bunkerne på hans bord blev ved med at vokse.

4. Ansvar
”Det skal jeg nok ordne” eller ”jeg kan sagtens være projektleder.”Nogle påtager sig for meget ansvar, og det kan også føre til stress. Man er simpelthen så optaget af, at kollegerne eller teamet trives, at man helt glemmer sig selv.

Ifølge Rikke Maj Thauer kan det bunde i, at man som person er bange for at fremstå ansvarsløs, hvis ikke man melder sig til nye opgaver. Når man påtager sig for stort et ansvar, havner man typisk også i en situation, hvor man ikke får sat de nødvendige grænser.

5. Mangel på ­realisme
Det femte adfærdsmønster, der kan føre til stress, handler om den realistiske formåen.

Nogle kan tro, at de kan nå at løse ti opgaver om dagen, mens de i virkeligheden kun kan nå de fem. Man har simpelthen svært ved at foretage en realistisk tidsberegning.

Når man har et urealistisk forhold til, hvor meget man kan nå, går det ikke kun udover en selv. Det kan også gå ud over kollegerne, fordi man ubevidst overfører den manglende tidsfornemmelse til dem.

Kilde: Rikke Maj Thauer, stressekspert, ­instruktør i psykisk førstehjælp og indehaver af Thauer ­Stresscenter ApS.

Er du stresset?

Tag FH’s gratis stress­test, og mål temperaturen på dit stressniveau

Tag testen