I Lellinge arbejder Thomas Bach-Svendsen med beredskab og krisefaglighed som teamleder Beredskab i Brand & Redning Køge.
Han viser brandbilerne frem, imens Teknikeren er på besøg for at høre om beredskabets rolle i en krisetid.
“Brandbilen skal også komme, hvis der er cyberangreb eller større klimahændelser,” siger Thomas Bach-Svendsen.
40-årige Thomas Bach-Svendsen har siden 2020 været ansat som teamleder i team beredskab, i Brand & Redning Køge, Solrød & Stevns.
Dagligdagen tager udgangspunkt på brandstation Køge, hvor beredskabets administration er samlet. Men to dage om ugen arbejder Thomas Bach-Svendsen fra den døgnbemandede brandstation i Lellinge.
Imens han viser rundt, fortæller han stolt om brandstationens setup med tanksprøjter, tankvogne, redning på vand, dykkerbiler, drejestige og andre brandkøretøjer. Det er Falck, der står for brandslukningen som entrepriseselskab, men i dagligdagen ved hændelser smelter kollegerne sammen, og der er en stærk korpsånd i samarbejdet, fortæller han.
Thomas Bach-Svendsen arbejder hele tiden på at optimere beredskabet. Ligesom Freja Kidal kan han mærke, at verden har forandret sig. Det er blandt andet tydeligt på de netværksmøder, han deltager i med beredskaber fra resten af landet. Men faktisk har hele maskineriet været fintunet og beredt på uvisse kriser, siden corona-pandemien brød ud.
”Vi kom ud af starthullerne. Corona gav os et erfaringsgrundlag for, hvordan vi håndterer kriser og opgaver, når intet er, som det plejer. Hvad gør vi, hvordan kan vi hurtigt ændre vores setup, hvordan opretholder vi beredskabet?”