Burn-in af potent forstærker

Gert Wegeberg Amby tester ni kg tung klasse D-forstærker, hvor komponenter og kredsløb stresstestes for fejl.

Teknologi
Gert Wegeberg Amby viser indmaden i den nye ­Lyngdorf MXA-8400-forstærker frem.
Af Mikkel Meister

[ Opgaven ]

Steinway Lyngdorf i Skive har i 2024 lanceret Lyngdorf MXA-8400 – en ottekanals effektforstærker til hjemmebiografer og musikanlæg. Forstærkeren er den kraftigste, virksomheden nogensinde har produceret. Den ni kg tunge klasse D-forstærker yder 400 watt i fire ohm i alle otte kanaler – 3.200 watt samlet. Og med en vejledende pris på 66.999 kroner forventer kunderne lyd fra øverste hylde. Derfor går hver eneste forstærker gennem en ”burn-in”-test  i 24 timer, hvor komponenter og kredsløb stresstestes for fejl. Derefter testes ydelsen i en stribe performancetest, der måler støj og harmonisk forvrængning, inden forstærkeren pakkes og sendes videre til forhandlere og kunder.

Senior PTA/servicetekniker Gert Wegeberg Amby har haft ansvaret for udviklingen af test-setuppet til forstærkeren. Det omfatter alt fra software-scripts, der automatiserer testene, til testskabe og unikke ’Ole Opfinder’-løsninger, som Gert Wegeberg Amby selv udtænker, når ingen andre løsninger findes.

Ved siden af Gert Wegeberg Amby ses de ­testskabe, hvor der køres burn-in-tests af 12 ­forstærkere samtidigt i 24 timer

[ Løsningen ]

”Forstærkeren er vores kraftigste til dato, og den trækker al den strøm ud af en stikkontakt, som den kan komme til. Når vi laver burn-in-test, har vi 12 forstærkere kørende på samme tid i 24 timer – og i perioder på fuld skrue. Det har vi måttet dimensionere vores elsystem til at kunne klare, så vi har én stikkontakt per apparat,” siger Gert Wegeberg Amby.

Forstærkerne udvikles i Skive, men printene fremstilles i Thailand. For at sikre sig, at de enkelte print testes korrekt, har Gert Wegeberg Amby udviklet testudstyret og forfattet testmanualer, der nøje udpensler testproceduren.

Side om side troner de tre testskabe, der bruges under burn-in af Lyngdorf MXA-8400-forstærkerne.

Når der ikke findes andre løsninger, må Gert Wegeberg Amby selv opfinde dem. Her et "lydkort", der fordeler samme lydfil fra en laptop til fire forstærkere. Foto: Kåre Viemose

I bunden af skabene sidder fire ­blæsere, der sørger for luftkøling, og resten af skabet er fyldt med loads – kraftige modstande, der belaster forstærkerens højttalerterminaler. Hvert af de tre skabe håndterer fire forstærkere under den 24 timer lange burn-in-proces.

”Når burn-in kører, bliver der altså varmt herinde i skabet. Der bliver brændt fire gange 3.200 watt af, så når det kører, er det lidt ligesom at gå hen til en brænde­ovn,” siger Gert Wegeberg Amby.

Under burn-in testes forstærkerne med forskellige testlydfiler, og Gert Wegeberg Amby har i mangel af andre løsninger måttet bygge sit eget ”lydkort”, der sender samme lydfil fra en laptop til fire forstærkere. Her kommer hans Ole Opfinder-evner i spil.

Efter burn-in skal forstærkerens ydelse testes. Forvrængning, signal-­støj-forhold, driftstemperaturer og flere andre parametre tjekkes efter, og alle data for den enkelte forstærker gemmes i logfiler på en server. Skulle der opstå en fejl på en forstærker ude hos kunden, kan logfilen altid søges frem på forstærkerens serienummer.

Efter test er forstærkeren klar til at blive pakket. Men hvordan lyder sådan en forstærker så?

”Det må være andres opgave at fortælle, hvor god den er. Men du får den lyd ud, som du putter ind i den. Det er ikke forstærkeren, som er begrænsningen, det er helt sikkert,” siger Gert Wegeberg Amby.