Det er tid til at melde dig til generalforsamlinger i TL: Læs mere her

Debat: Ubehagelig viden

Byggeri
Foto: Kennet Havgaard
Af Jannik Frank Petersen

Hvad gør man egentlig, når man pludselig bliver bekendt med, at noget på arbejdspladsen ikke foregår efter lovens regler?

Man går da til sin chef og fortæller om det. Eller gør man? Det er spørgsmålet, for måske er det i virkeligheden slet ikke så nemt at være den, der kommer med dårlige nyheder om ulovligheder.

Vi vil nødig skabe dårlig stemning og påtage os rollen som byggepladsens politimand.

8% af deltagerne i Teknikerens undersøgelse har fået direkte instrukser af deres chef til at gøre noget, der strider mod loven. 16% har været vidne til lovovertrædelser, og i 61% af tilfældene handlede det om ulovlig håndtering af asbest.

Det bekymrer mig. Og det gør mig vred.

Pia Wessel, der er teknisk assistent – og med i dette nummers artikler om ulovligheder i byggeriet – siger jo sådan set det, vi alle inderst inde godt ved; at “vi skal råbe op” om lovbrud på jobbet. Hun er ansat på en arbejdsplads med en åbenhedskultur, der understøttes af ledelsen, og hvor hun ikke kommer i klemme for at tage bladet fra munden.

Sådan burde det være på alle arbejdspladser, men for de, der ikke arbejder under den samme åbenhedskultur, kan Whisteblower-ordninger være løsningen. Og det står vi i TL klar til at hjælpe vores medlemmer med.

Så ræk ud til os, hvis du er kommet i en klemme. Ingen bør stå alene med den slags viden.

Læs tema om ulovligheder i byggeriet.