Dyremasker i EVA-skum: Teaterteknikeres nye værktøj til scenen

Et bjørnehoved ligger på ­bordet, omgivet af et hjortekranie, en sæl og en ørn.

Rundt om bordet sidder kursister med koncentrerede blikke rettet mod Anna Dyrby, rekvisitør og underviser på Den Danske Scenekunstskole.

Hun underviser TL’ere på et todages kursus i EVA-skum , og dyrene på bordet tilhører hende. Hun er klar med bogbinderlim, maling og åndedrætsværn.EVA-skum har taget scenekunstens verden med storm. Hvor papmaché tidligere var det oplagte valg til masker og rekvisitter, vinder EVA-skum frem på grund af dets lette vægt, holdbarhed og hurtige arbejdsgang.

Det bruges ikke bare i teaterverdenen, men også i alt fra sportssko til hjelme og cosplay-udstyr.

Skummet er nemt at skære i, let at opvarme og forme, og det kan males direkte på.De fleste deltagere arbejder freelance og har erfaring fra flere teatre og operaer. Nu skal de arbejde med rekvisitter, der kan holde til både kast og knubs, uden at tynge skuespillerne.

Bjerge og dale

Bjørnehovedet er ikke færdigt – det er en model, der viser deltagerne alle de forskellige typer af mønstre og metoder, man kan bruge til at lave masker og produkter, forklarer Anna Dyrby, imens hun kører fingeren ned i fordybningen bag øjenhulen.

For at mestre EVA-skum skal deltagerne først lære kunsten at lave netop mønstre og lime EVA-skum sammen.

Mønstrene består af kupler, spiraler, ringe, cirkler og pentagoner som på en fodbold. Den er ikke bare rund, den er sat sammen af forskellige stykker, forklarer Anna Dyrby.

Stykkerne laves ved, at man dækker en model – en legetøjs­elefant, en bold eller en dukke – med tre lag malertape, som derefter klippes op i felter.Felterne oversætter tredimensionelle former til flade mønstre, som kan overføres til EVA-skum.

”Nu går jeg lige fuld dukkermager på den,” griner Anna Dyrby, der selv har taget kurser hos dukke­mager Nick Barnes i Brighton, England.

Hun forklarer, at mange mønstre til masker findes forskellige steder på internettet, så man behøver ikke starte ­forfra hver gang.

”Der er ingen rette vinkler i dyr eller mennesker. Derfor skal vores masker have anatomiske linjer, ikke geometri som byggeklodser,” fortsætter hun.

Snakken går lystigt, mens skærene går gennem skumpladerne.

Dyremasker

De første samlinger bliver limet, og Anna Dyrby forklarer betydningen af rene snit, undersnit og oversnit. Maskernes styrke sidder i samlingerne, og en godt lavet maske kan holde til forestilling efter forestilling.

Før dag et er slut, har alle deltagere valgt en dyremaske, de vil lave, og de går i gang med at tegne mønstrene op på det sorte skum.

På dag to begynder maskerne for alvor at tage form, og de forskellige dyr træder frem. Først skal pelsen markeres. Så skal der grundes med bogbinderlim.

”Hvordan har du fået det så blankt?” spørger en kursist og stikker ansigtet helt hen til en kollegas ulvemaske og betragter limen i rillerne, som får det til at ligne ægte pels.

Ved kursets afslutning er bordet fyldt med dyremasker, og flere deltagere er klar til at tage ­EVA-skum med i fremtidige projekter.