Efteruddannelse frem for fyringer på Ambercon

Da betonvirksomheden Ambercon ramte en stille periode, valgte man at efteruddanne frem for at opsige medarbejdere. Tillids¬repræsentant Rikke Sahl ser det som en genial løsning.

Arbejdsliv
"Det er en genial løsning, at vi har den her mulighed for at opgradere os fagligt, siger tillidsrepræsentant Rikke Sahl Pedersen, Ambercon.

Hvad gør man, når planlagte projekter bliver udskudt og listen med opgaver svinder ind? På betonvirksomheden Ambercon i Støvring stod ledelse og medarbejdere i præcis den situation før sommerferien. Der manglede projekter at kaste sig over for teamet af tegnere, og derfor skulle der tænkes kreativt.


“Vores tegnere er det vigtigste aktiv ift. at få gang i produktionen igen. Så af muligheder som fyringer, arbejdsfordeling og uddannelse faldt valget hurtigt på det sidste. Afskedigelser var vores sidste udvej, og vi ville strække os rigtig langt for at beholde medarbejderne,” fortæller projekteringschef i Ambercon Allan Hauge Pedersen.

Tidligere var en række medarbejdere i produktionen blevet fyret, men det skulle for enhver pris undgås blandt tegnere og ingeniører. En central del af løsningen blev den kompetencefond, som Ambercon selv hver måned betaler ind til. Kompetencefonden er en del af overenskomsten mellem TL og Dansk Industri på byggeriets område. Aftalen giver mulighed for at sende medarbejdere på efteruddannelse – uden at det koster virksomhederne ekstra.

22 medarbejdere på kursus
I fællesskab med Kompetencefonden, Teknisk Landsforbund og uddannelsesvejledere Professionshøjskolen University College Nordjylland (UCN) lykkedes det at lave en plan.

“Det første kursus blev stablet på benene inden for en måned og de første medarbejdere kom på kursus, og mange flere skal afsted. Det er en genial løsning, så vi undgår fyringer – og fremover ved alle medarbejdere, at vi har den her mulighed for at opgradere os fagligt,” fortæller Rikke Sahl Pedersen, der arbejder som produktionstegner på Ambercon. Hun har været ansat i 11 år og tillidsrepræsentant i omkring 4 år.

I løbet af juni var 11 medarbejdere på kursus, og i alt skal 22 medarbejdere på kurser i bl.a. bæredygtig forretningsforståelse, som er et akademikursus, som professionshøjskolen i Aalborg, UCN, oprettede specielt til Ambercon. Og 3 medarbejdere ¬bliver sendt på længerevarende uddannelser.

Tosset ikke at bruge
“Den her mulighed for efteruddannelse har været på overenskomsten i mange år uden, at vi har tænkt over det. Vi har løbende indbetalt til kompetencefonden, men ikke brugt den. Men det er jo tosset ikke at bruge den,” siger Allan Hauge Pedersen.

“Måske er det en ubevidst antagelse om, at vi ikke har tid til at sende medarbejdere på uddannelse 10 dage om året, fordi vi har for travlt i hverdagen. Men det skal ses som en investering. Det skal gøre medarbejderne bedre, og den brugte tid kan ¬tjenes ind senere,” siger han og tilføjer:

“Nu har vi set mulighederne i kompetencefonden, og der skal ikke en lignende situation til, at vi bruger den igen. Jeg synes virkelig, at vi er begunstigede med de muligheder, der findes for at få medarbejdere opkvalificeret. Det har været helt gratis – udover at vi har brugt enormt meget af vores arbejdstid på at koordinere og planlægge, og det er ikke helt gratis. Men helt sikkert en fantastisk mulighed og en rigtig god investering.”

Mange kan ikke se behovet
Tillidsrepræsentant Rikke Sahl Pedersen kan godt genkende, at travlhed kan være en hindring for at tage på efteruddannelse.

“Man har så travlt i hverdagen, og så tænker man, at det ikke er nu, man skal på kursus. Det vil man ikke belemre firmaet med. Mange medarbejdere sidder i en stilling mange år og føler sig tryg i det, og kan måske ikke se behovet for efteruddannelse. Men det er et problem, at man ikke tager sig tid til at dygtiggøre sig selv – det skal man gøre,” siger hun.

TL har i flere omgange besøgt Ambercon og hjulpet til i processen med at få medarbejderne på Ambercon på efteruddannelse. En af dem var uddannelsespolitisk chefkonsulent Birgitte Grum-Schwensen, som også sidder i bestyrelsen for kompetencefonden.

“Selvom det var meget tæt på ¬sommerferien, så blev det muligt at etablere nogle relevante tilbud i en fart i samarbejde med UCN. Fra fondens side har vores fokus været, at der også er tale om selvvalgt uddannelse. Man skal huske på, at det er den enkelte medarbejder, der selv vælger hvilket kursus eller modul, der ønskes. Det er dejligt, at så mange teknikere på Ambercon nu kender deres mulighed for at uddanne sig med fuld løn¬kompensation 10 dage hvert år”.

Hvad er kompetencefonde?

Kompetencefonde er oprettet af arbejdsmarkedets parter for at støtte efteruddannelse.

På de fleste af de overenskomster, som TL forhandler på vegne af medlemmerne, er der oprettet en kompetencefond.

Fondene giver økonomisk hjælp til ansatte, der vil forbedre deres faglige færdigheder gennem kurser og uddannelse. På det private område kan din arbejdsplads eksempelvis få 100% lønkompensation, når du er på efteruddannelse.

Teamet af tegnere på Ambercon fik finansieret deres efteruddannelse via kompetencefonden DI/TL for byggeriets område selvvalgt.dk.

Tjek din overenskomst for dine muligheder eller kontakt os