Fem ferieregler: Få overblik, inden du går på ferie

Sommerferien venter. Med lidt styr på reglerne kan du sikre dig både ro i maven og flest mulige fridage at nyde den på.

Arbejdsliv
Foto: Colourbox
Af Susanne Bruun

Sommeren er landet, og snart er det ferietid for de fleste af os. Men hvilke regler gælder egentligt for dig, når du går på ferie?

Her får du fem ferieregler, der kan være nyttige for dig at have styr på.

Læs flere svar på spørgsmål om ferie.

1. Kan jeg blive kaldt på arbejde i ferien?

Nej. ”Allerede påbegyndt ferie kan ikke afbrydes” står der i Ferieloven. Men som i et ægteskab kan det betale sig at være fleksibel. Er det en god og fleksibel arbejdsplads, så kan du overveje det mod tildeling af en ny feriedag. Det er en individuel vurdering, men i udgangspunktet er du i din gode ret til at sige nej til at afbryde din ferie for at arbejde

2. Skal jeg tage telefonen, hvis min chef ringer i min ferie?

Det korte svar er nej. Du er ikke forpligtet til at svare. Hvis du alligevel tager telefonen, og din chef beder dig om hjælp til at løse en opgave, skal du lave en aftale med din chef om erstatningsfri. Det skal du gøre, inden du går i gang med opgaven. Selvom du afbryder din ferie og kun arbejder i 30 minutter, har du ret til en hel dag fri som erstatning.

3. Kan min chef udskyde min ferie?

Ja, men kun i sjældne tilfælde. I Ferieloven står: ”Hvis væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt, kan arbejdsgiveren ændre tidligere fastsat ferie. Lønmodtageren skal have erstattet et eventuelt økonomisk tab som følge af udskydelsen.

4. Skal jeg holde ferie, hvis jeg er syg?

Du har ikke pligt til at afholde din planlagte ferie, hvis du bliver syg før ferien. Hvis du melder dig syg senest om morgenen på den første feriedag kan du få erstatningsferie. Bliver du rask i ferien, har du to valg: Enten holder du resten af ferien, eller du møder på arbejde i resten af den planlagte ferieperiode. Uanset hvad, så skal du fortælle din arbejdsgiver, hvad du ønsker at gøre, den dag du raskmelder dig.

5. Får jeg erstatning, hvis jeg bliver syg i ferien?

Hvis du bliver syg i din ferie, har du mulighed for at få erstatningsferie efter de fem første sygedage, hvis du melder dig syg efter virksomhedens almindelige regler for sygemelding og fra dag 1 skaffer en lægeerklæring for sygdommen. Du skal selv betale lægeerklæringen.

Ps. Hvis din arbejdsplads holder lukket i ferien, er det en god idé inden ferien at få styr på, hvordan du skal give besked, hvis du bliver syg, og hvordan du raskmelder dig igen.

Er du i tvivl om dine rettigheder? TL’s rådgivning er klar til at hjælpe dig med at sikre både ferie og ferieøkonomi.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL