Folketinget opruster i kampen mod kriminalitet på arbejdspladser

Landets politi og anklagemyndighed får nu større muskler til at modarbejde økonomisk kriminalitet. Teknisk Landsforbund glæder sig især over et større fokus på indsatsen over for arbejdskriminalitet.

Arbejdsliv
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har præsenteret en ny aftale til øget bekæmpelse af kriminalitet på blandt andet arbejdspladser. Foto: Lars Svankjær.
Af Morten Halskov

Den største politistyrke nogensinde i Danmark. En prioritering af kampen mod økonomisk kriminalitet. Og en forlængelse af politiuddannelsen.

Det er tre hovedelementer i en ny aftale mellem regeringen og de fleste af de andre partier i Folketinget.

Sådan lød det torsdag eftermiddag, da justitsminister Peter Hummelgaard (S) præsenterede den nye, flerårige aftale for politiet og statens anklagemyndighed.

Budgettet bliver udvidet med 20 procent, og der vil frem mod 2030 blive investeret i alt 1,5 milliarder kroner i kampen mod økonomisk kriminalitet.  

Formand for Teknisk Landsforbund Jannik Frank Petersen er særlig tilfreds med, at myndighederne nu får flere muligheder for at skride ind over for alvorlig arbejdskriminalitet, som ikke mindst foregår i byggebranchen.

Det kan for eksempel være skatte- eller momssvig, underbetaling af ansatte, ulovlig arbejdskraft, eller andre former for kriminelle handlinger, der sker under dække af en lovlig virksomhed. 

"Jeg er glad for aftalen. For desværre har arbejdskriminalitet bredt sig meget på danske arbejdspladser. Og det skal straks stoppes. Vores medlemmer og andre lønmodtagere skal trygt kunne gå på arbejde, uden at de mod deres vilje bliver indrulleret i kriminelle handlinger," siger Jannik Frank Petersen til Fagbladet Teknikeren.

Vidner til ulovligheder

En undersøgelse blandt medlemmerne af Teknisk Landsforbund – blandt andre bygningskonstruktører, byggeteknikere, tekniske designere og byggekoordinatorer – viste tidligere i år, at mange ansatte bliver presset til at være medvirkende til ulovligheder.

Hele otte procent af de adspurgte i undersøgelsen havde fået direkte instruktion af chefen om at gøre noget, som kunne være på kant med lovgivningen.

Samtidig havde 16 procent været vidne til ulovligheder. Det handler om ulovlig håndtering af asbest, manglede lovmæssige certifikater ved asbest, sager om forurenet jord dumpet i naturen og sager om illegale migrantarbejdere.

Flere betjente

Torsdagens nye aftale betyder, at Danmarks politistyrke skal vokse med 300 nye politibetjente, så den samlede styrke kommer til at tælle cirka 12.000 politifolk.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger, at han ikke garantere, at det vil være muligt at finde 300 nye politibetjente, men påpeger, at der vil være brug for dem.

”Jeg er glad for, at vi har landet en bred flerårsaftale, der sikrer et milliardløft af politiets og anklagemyndighedens økonomi frem mod 2030. Det betyder flere betjente på gaden, og det betyder en markant styrkelse af indsatsen mod økonomisk kriminalitet med mere end en milliard over fem år,” siger han i en pressemeddelelse.

Det nye politiforlig er et vigtigt skridt på vejen til at rette op på ”den ulighed, der i alt for mange år har præget dansk strafferet”, mener Rosa Lund fra Enhedslisten.

”Alt for længe har samfundets top – de rige banditter i habitter – kunnet slippe for konsekvenser, mens helt almindelige mennesker blev efterladt med regningen. Derfor er det en kæmpe sejr, at dem, der laver millionsvindel, fremover skal være med til at finansiere politiets arbejde gennem højere bøder. Det er også en sejr, at vi nu får 30 årsværk dedikeret til at bekæmpe arbejdskriminalitet. Det kommer til at gøre en konkret forskel for de mennesker, der bare prøver at passe deres arbejde og leve et ordentligt liv,” siger hun.

Alle Folketingets partier står bag den nye aftale på nær Liberal Alliance og Alternativet. Aftalen skal være fuldt indfaset i 2030.