Fra aflagte jeans til hippe sneakers

Bæredygtighed
En stor del af stoffet på jeans kan genbruges, da det mest er bagsiden, der bliver slidt. Der kan komme cirka tre par sneakers ud af et par jeans. Foto: Kennet Havgaard
Af Katrine Sonne

[ Opgaven ]

VAER omdanner tekstilrester fra jeans og arbejdsuniformer til sneakers i forskellige farver. Designer Emma Hjortdal, der er uddannet professionsbachelor i Business & Design med speciale i Sustainable Fashion fra KEA, er medstifter af virksomheden, der har sat sig for at gøre processen med upcycling mere effektiv og skalerbar. Siden de startede i 2019, har de arbejdet med at skabe en standardiseret forretningsgang, som giver mulighed for at producere sneakers i større mængder fra allerede eksisterende tekstiler. Emma Hjortdal og hendes makker har allieret sig med en fabrik i Portugal, hvor produktionen finder sted på nuværende tidspunkt.

Det er ikke kun ydersiden af skoen, der er tænkt på i forhold til genbrug. Indersiden består af bionedbrydeligt materiale, mens limen er vandbaseret og foret produceret af aflagte duge fra restauranter. Foto: Kennet Havgaard Foto: Kennet Havgaard

[ Løsningen ]

Første led i processen er at gøre tekstilerne klar. Det sker i Danmark, hvor Emma Hjortdal og nogle ansatte klipper større stykker af jeans og aflagt arbejdstøj, som derefter sendes til Portugal.

“Vi går uden om syninger, lynlås og lommer, som sorteres fra. På den måde kan vi sende større mængder af tekstiler klar til brug til fabrikken, uden at de fylder for meget transport- og CO2-mæssigt”, siger Emma Hjortdal.

Et par jeans kan levere stof til tre par sneakers, da det ofte kun er bagpå og på knæene, at bukserne er slidt.

Materialerne kommer fra blandt andet private kunder, Frelsens Hær, tekstilfirmaet Elis, byggemarkedet Stark og biludlejningsfirmaet Europcar.

Sidstnævnte donerer aflagte arbejdsuniformer i lærred.

“Stark og Europcar ønsker ikke, at deres logoer skal ud og florere, hvilket de risikerer, hvis de bliver smidt i en genbrugscontainer. Men dem kan vi klippe fra. Så det giver gensidige fordele,” siger Emma Hjortdal.

Giver anledning til gode snakke

56% af gummisålerne består af genanvendt gummi. Det samme gælder for 70% af snørebåndene, som er af genanvendt bomuld, mens indersålerne består af naturmateriale, bomuld og latex.

Inde i skoen anvender VAER et bionedbrydeligt materiale, som bruges til at holde skoen på plads. Limen er vandbaseret, mens foret produceres af aflagte duge fra danske restauranter.

Tekstilerne sendes til Portugal, mens andre dele produceres tæt på fabrikken.

VAER er nået langt, men processen har ikke været helt uden udfordringer, fortæller Emma Hjortdal.

“I en normal produktion får fabrikken en hel rulle tekstil. Vi har mange forskellige tekstiler, og det betød, at der opstod lidt forvirring i begyndelsen. Til gengæld har det givet anledning til nogle sjove snakke på fabrikken med vores producent,” siger Emma Hjortdal.

Hun har en drøm om, at flere ­producenter vil prøve kræfter med upcycling i større skala.

“Der er vis modvilje imod at arbejde med tekstilaffald, fordi processen er lidt vanskeligere. Forhåbentlig kommer flere til at fokusere på de store fordele, der også er," siger hun.