Sådan får du fat på TL i julen

Fra skibsskrot til nyt liv ombord

Fornæs Ship Recycling danner et maritimt kredsløb, hvor kasserede skibe får nyt liv. TL’s medlemmer blev klogere på skibsophug, genanvendelse og miljø­lovgivning

Byggeri
TL-medlemmerne kigger på ét af de mange skibe, der ligger klar til ophug på Grenaa Havn. Foto: Kåre Viemose.
Af Kristine Buske

På Grenå Havn midt i det livlige maritime miljø i krydsfeltet mellem industri og hav forvandles gamle skibe og skibsdele til nye ressourcer. Et gammelt skibsskrog hviler i en bunke af skibsrester.

Foran er området afgrænset af en mur, hvor den kedelige grå facade er pyntet med et farverigt kunstværk af en regnejakkeklædt fisker på sin kutter og en havfrue med lilla hår, der svømmer gennem en blå bølge lige under ham. Det er lokale graffiti­kunstnere, der har fået lov at udsmykke muren.

Med pink, kursiv skrift står ordene: Fornæs Ship Recycling. Her på ophugspladsen sørger 15 medarbejdere for at modtage, opbevare, ophugge, sortere og distribuere skibene videre enten direkte til ­kunderne eller til Fornæs’ lagerbygning længere oppe ad vejen.

Nogle skibe renoverer Fornæs, inden de sælger dem videre. ”Det er her, det hele sker,” siger Keld Kokholm, der er CEO hos Fornæs og henvender sig til de 20 TL-medlemmer, der følger nysgerrigt med rundt på havnen.

Foto: Kåre Viemose
Det maritime kredsløb

Hvert skib bærer sin egen historie fra de have, det har krydset, og den besætning, der har været ombord. Selvom skibene ligger her, er det ikke en kirkegård men en genfødselsplads for nye historier.

En skonnert skal ombygges til at sejle med skolebørn, mens et stort North Viking fragtskib ligger klart til ophug.

Keld Kokholm peger på et tredje skib, der ankom for tre dage siden. Han forventer, at det er færdigophugget, og delene er transporteret videre om fem dage. Cirka 6-700 tons.

Alt med potentiale til nyt liv får det. Her ser man ikke affald, men muligheder. På et rigtig godt skib er det måske 97 %, der kan genanvendes. Mens et ældre træskib ligger på omkring 85 %.

”Nu har jeg været med til at bygge skibe, så det er sjovt at se, hvor de ender,” siger et TL-medlem.

”Jeg startede selv med at bygge skibe, så sejle dem, og nu begraver jeg dem. Det er klart den ­nemmeste del,” svarer Keld Kokholm med et smil.

Foto: Kåre Viemose.
Tjek på paragrafferne

Bundslam og olietanke er noget af det, der kan være svært at rengøre helt. Spildevandet kommer direkte på et rensningsanlæg for at sikre, at klorider og andre forurenende stoffer bliver håndteret korrekt.

Olien bliver udskilt gennem en septiktank og opbevaret i en stor tank på pladsen, indtil den bliver hentet af en olieproducent.

”Vi holder griset på plads,” siger Plads Chef Otto Jensen.

Skibsophugning og miljø er to ting, der hører sammen. Derfor har Fornæs alle nødvendige miljøgodkendelser til at skrotte skibe og håndtere det giftige affald, der følger med.

Alle metaller genanvendes, og affald destrueres eller deponeres i overensstemmelse med lovgivningen.

Foto: Kåre Viemose.
En cyklus af muligheder

Vi kører fra havnen tilbage til Fornæs’ hovedkontor. I en af bygningerne viser Keld Kokholm stolt en af hans nyeste maskiner frem. Han er uddannet elektriker og brænder for at forædle forskellige teknikker.

Derfor har han og Otto Jensen fået etableret et stort kabelanlæg, der kan strippe kabler og adskille ­kobber og granulat, så det kan genanvendes.

Maskinen kan håndtere et tons kabel i timen, og Fornæs bruger lige nu kun en lille brøkdel af den fulde kapacitet. Tanken er, at lokale elektriker- og vvs-virksomheder snart kan afsætte deres kabler hos Fornæs og tjene lidt penge på at bidrage til den genanvendelige cyklus.

Foto: Kåre Viemose.
Lever af lageret

Nu er vi kommet til den hellige gral. Mere end 80.000 m² udendørs lagerplads og cirka 15.000 m² i lagerbygninger. Her er fyldt med alverdens udstyr fra de mange skibe, der bliver findelt hos Fornæs.

Tov, bøjer, passagersæder, motorer, hydrauliske komponenter, reservedele. Intet mangler. Hver del er mærket op med nummer for at holde styr på skibsmærke, serie osv. Blandt de mange reoler er en dedikeret alene til Mærsk.”Vi prøver virkelig at holde styr på vores enheder, men vi kommer aldrig helt i mål. Det er en kæmpe opgave,” siger Otto Jensen og tilføjer:

”I gamle dage kom virksomhederne selv til os og fandt de dele, de skulle bruge. Nu ringer de, og så er det vores opgave at finde lige præcis den del, der passer til deres skib.”

Og lige her midt i det imponerende skibsdebot, giver det hårde arbejde, vi startede med at se på havnen, mening.

”Vi er en mystisk virksomhed. De fleste virksomheder vil af med deres lager, vi lever af vores,” siger Keld Kokholm.