Fravalgt på grund af alder?

På trods af mangel på arbejdskraft oplever flere, at de ikke kan få job på grund af deres alder. Teams på tværs af alder er bedst, siger konsulent, der har 5 råd til dig senkarriere.

Arbejdsliv
Af Ditte Damsgaard

Arbejdsgivere må ikke lægge vægt på alder, når de ansætter eller afskediger. Alligevel oplever mange diskrimination. 45% af de ledige +50-årige oplevede diskrimination på arbejdsmarkedet i 2022, viser en rapport fra NFA. Forskning viser også, at arbejdsgivere oftere frasorterer på grund af alder end på grund af køn og religiøs baggrund.

Carsten Agerlin er coach og konsulent i AS 3 Transition, som arbejder med mennesker i jobmæssige forandringer. Han har specialiseret sig i den sidste del af karrieren og peger på, at debatten om de ældste på arbejdsmarkedet har været præget af ord som ensomhed, nedslidning, tilbagetrækning og fastholdelse.

Sproget har stor betydning for, hvordan vi betragter vores kolleger, siger han. Det gør det ikke mere attraktivt at tilknytte et menneske, som måske er nedslidt. Og fastholdelse er noget, man gør i politiet eller i psykiatrien. Carsten Agerlin vil hellere tale om tilknytning.

Samtidig er det vigtigt at holde sig fagligt opdateret, understreger han.

“Mange taler om det grå guld, men guldet er måske ikke blevet vedligeholdt undervejs. Der stilles nye krav, og IT er blevet en del af mange fag i dag. Hvis man ikke kan det, går man bagud af dansen,” siger han og tilføjer, at manglen på arbejdskraft med tiden vil løse problemerne med aldersdiskrimination.

Det er vigtigere at tage hensyn til medarbejdernes forskellige livsfaser end at lave en seniorpolitik, mener Carsten Agerlin.

Lederne bør gå til medarbejderne og fortælle, at de gerne vil beholde kompetencerne, ikke tage snakken ud fra alder. Og så skal de sigte efter aldersdiversitet. Det fungerer nemlig bedst, når virksomheder anerkender, at unge har en opdateret uddannelse, men mangler erfaring, og at ældre har erfaring, men mangler en opdateret uddannelse. Det giver de bedste arbejdsteams, mener Carsten Agerlin.

5 råd til dig i senkarriere

  1. Se dine sidste år på arbejds­markedet som en senkarriere. Tag efteruddannelse løbende, og hold dig opdateret.
  2. Tænk over, hvad der en attraktiv tilværelse er, når du engang ikke skal arbejde så meget. Hvem er du, når du ikke er din titel?
  3. Læg kortere på bordet og sig, hvor mange år du forventer at blive ved. Måske viser det sig, at du vil være der længere end en yngre medarbejder.
  4. Det handler også om at være et godt menneske. Hvis du brokker dig, ryger du lettere. Hvis du har lyst til at følge med, bliver du interessant for arbejdspladsen.
  5. Personlighed trumfer generation. Mange ældre mennesker er gode til at håndtere IT. Din indstilling til til­værelsen og som menneske er vigtig­ere, end hvilken ­generation du tilhører.