2025 er kommet fra start med bidende kulde og strengt stormvejr.
Heldigvis venter mange fridage, når skovbunden atter er dækket af anemoner, og bøgen springer ud.
Forårets helligdage falder nemlig på hverdage, og hvis du smider en feriedag efter et par af dem, kan du se frem til adskillige forlængede weekender.
Påsken er tilbage til april måned. Skærtorsdag falder 17. april, og anden påskedag ligger 21. april.
Mange lønmodtagere holder fri den 1. maj, som i 2025 falder på en torsdag. Hvis du har en fridag i overskud, kan du placere den d. 2. maj, og så har du en lille miniferie i vente.
Mange danskere savner Store Bededag. Den ville være faldet den 16. maj. Nogle er måske så heldige, at de har forhandlet en lokalaftale på plads, så de stadig har fri den 16. maj.
Kristi Himmelfartsdag ligger i år den 29. maj. Mange har også fri fredagen efter.
Nogle fra fri Grundlovsdag den 5. juni, som i år falder på en torsdag. Hvis du har fri Grundlovsdag og placerer en fridag den 6. juni, kan du faktisk udnytte, at pinsen kommer lige efter – den 8. og 9. juni.
I 2025 skal vi se pinsesolen danse den 8.-9. juni.
Juleaftensdag er en onsdag, og 1. og 2. juledag bliver således efterfulgt af en weekend. Årets sidste dag falder også en onsdag, så hvis du planlægger dine feriedage godt, kan du holde fri fredag den 2. januar og således få en dejlig lang, velfortjent juleferie.