A-kassen holder åben for telefonerne onsdag den 30. april

GUIDE: Sådan får du mere ud af dine penge

Som studerende kan det være svært at skabe en økonomi i balance. Men der er alligevel noget, du kan gøre for at få gode betingelser for en sund økonomi. Forbrugerøkonom Ida Moesby kommer her med seks enkle tips.

Studieliv
Af Kasper Schultz Lund

1. Læg et budget

“Det lyder kedeligt, men det er den bedste måde af få et overblik over sin økonomi. De fleste har ret godt styr på indtægtssiden, men det halter, når det kommer til udgiftsiden. Men det er en rigtig god idé at få overblik over det, da det er et vigtigt udgangspunkt for en sund økonomi. Praktisk laver man et budget ved at gennemgå alle indtægter og udgifter 3 måneder tilbage og indsætte dem i et regneark i kategorier – mange banker gør det endda for dig i net- og mobilbank. Man skal dog være opmærksom på, at nogle udgifter kører kvartalsvis og forskudt. Sådan et budget er som regel en øjenåbner”.

2. Skær, hvor du kan

“Overordnet ser vi, at studerende lever meget fornuftigt i dag, men levestandarden er også blevet højere. Mange kan skære nogle hundrede kroner fra her og der. Kig på, om der er udgifter, der går til unødvendige ting. Altså ting, som du ikke har brug for, og som ikke har en stor betydning for dig”.

3. Tjek dine abonnementer

“Meget kører i dag på abonnement, og vi kan se, at flere og flere tegner abonnementer, fordi det er bekvemt. Men det betyder, at vi ofte ender med at betale for noget, vi ikke bruger, fordi vi ikke skal have kortet op af lommen hver gang. Så tag et kig på abonnementerne, og få skåret dem ned til det basale. Tænk over, om det kan erstattes af noget billigere eller helt gratis. Eksempelvis en løbetur i stedet for fitness”.

4. Udnyt studie­rabatterne

“Der er studierabatter enormt mange steder, og det er bare om at udnytte dem, for det er ofte store besparelser. Så undersøg, om der er rabat til dig, også selvom det ikke lige står i vinduet. Sådan noget som forsikringer (som du ikke må undlade) er et godt eksempel”.

5. Få styr på din gæld

“Undgå så vidt muligt at optage gæld, og særligt forbrugslån skal man holde sig langt fra. Hvis man alligevel har gæld til ­forbrugslån, så prioriter afbetalingen højt – og bemærk, om du rent faktisk betaler af eller kun betaler renteomkostningerne. En god idé er at kontakte ens bank for at få dem til at hjælpe med en plan for afvikling af gæld. SU-lån er lidt noget andet, da det er “billig” gæld, og derfor ikke dyr gæld, man skal bekymre sig meget om. Undgå dog at optage SU-lån, hvis muligt, da det jo, trods alt, også skal betales af på et tidspunkt.

6. Undgå minus sidst på måneden

“Mange lader deres konto gå i minus sidst på måneden, og det er en dårlig idé. Det betyder nemlig, at man skal bruge dele af ens indtægter i den kommende måned til at dække for underskuddet – som i øvrigt kan koste penge i form af renter. En øvelse kan være, at man altid sørger for have en lille sjat til sidst på måneden, eller som minimum går i nul”.

Ida Moesby, forbrugerøkonom hos Nordea

Når økonomi gør ondt i maven

Økonomi kan være en stor bekymring blandt unge og give ondt i maven. Det beskrives blandt andet i rapporten “Unge – gæld, forbrug og opsparing” fra marts 2023, lavet af Finans Danmark.

Her man kan læse, at markant flere unge  oplever at have en presset økonomi som følge af de stigende priser i samfundet.

Dine fordele som medlem af TL