Er du en af de omkring 800.000 danskere, som har skiftet job i år?
I så fald er du forhåbentlig rigtig glad for det. Men midt i glæden skal du samtidig være opmærksom på, at dit jobskifte har øget risikoen for, at der bliver betalt for mange penge ind på din pensionsopsparing i 2025.
Der er nemlig grænser for, hvor meget du må indbetale på din aldersopsparing om året. Og på din ratepension, når du gerne vil udnytte muligheden for at få et skattefradrag.
Kommer du over disse beløbsgrænser, falder skattevæsenets hammer - hårdt.
Udfordringen er, at dit nye pensionsselskab ikke altid automatisk kommer til at kende til indbetalinger til dit tidligere pensionsselskab.
Derudover kan du også falde i pensionsfælden, hvis du indbetaler penge til en aldersopsparing eller ratepension i din bank, fordi dit pensionsselskab ikke får disse oplysninger.
Hvad er grænsen for aldersopsparing?
Du må i 2025 indbetale 9.400 kroner på din aldersopsparing. Det gælder, hvis du har over syv år til din folkepensionsalder.
Er der syv år eller færre til, at du kan få folkepension, er grænsen for din indbetaling til aldersopsparing 61.200 kroner i 2025.
Du skal være opmærksom på, at der er tale om en samlet grænse, hvis du har flere konti til aldersopsparing i flere banker og pensionsselskaber.
Samtidig skal du også være opmærksom på, at din arbejdsgivers indbetalinger til aldersopsparing også tæller med i forhold til grænsen for indbetalingerne.
Hvor stor er strafafgiften på en alderspension?
Ikke færre end 50.900 borgere indbetalte samlet set 202 millioner kroner mere til deres aldersopsparing i 2024, end beløbsgrænsen tillod. Det skrev revisions- og rådgivningsvirksomheden BDO Danmark for nylig i en nyhed.
Blot 1.600 - eller cirka tre procent - af disse borgere rettede efterfølgende fejlen. De resterende 49.300 borgere betalte i gennemsnit knap 4.000 kroner for meget ind ifølge BDO Danmark.
Hvis du betaler for meget ind på aldersopsparing, bliver du som udgangspunkt straffet med en afgift på enten 20 procent eller i værste fald 40 procent af beløbet over grænsen.
Afgiften kan dog i begge tilfælde nedsættes til fire procent, hvis det overskydende beløb efterfølgende overføres til en ratepension eller en livrente.
Du skal i den forbindelse være opmærksom på, at flere pensionsselskaber har den politik, at de sørger for, at langt de fleste af deres kunder først får fyldt deres aldersopsparing op.
Husk, at du ikke kan trække dine indbetalinger til aldersopsparing fra i skat. Til gengæld skal du ikke betale skat af det beløb, som du har stående på din aldersopsparing, når du får pengene udbetalt til dit liv som pensionist.
Hvor meget kan man trække fra i indbetaling til ratepension?
Helt anderledes forholder det sig med din ratepension.
I 2025 kan du maksimalt indbetale 65.500 kroner til din ratepension, som du kan få skattefradrag for.
Husk, at der er tale om et samlet loft for indbetalinger til ratepensioner. Det omfatter således både privattegnede ordninger, som du selv betaler ind til. Samt ordninger, som er administreret af din arbejdsgiver.
Det betyder også, at hvis din arbejdsgiver betaler mindre ind end fradragsgrænsen på 65.500 kroner, så kan du selv sætte forskellen mellem loftet og arbejdsgiverens indbetaling ind. Så hvis arbejdsgiveren f.eks. indbetaler 40.000 kroner på din ratepension, kan du selv indbetale op til 25.500 kroner, så det samlede beløb bliver 65.500 kroner.
Hvor meget skal man betale i strafskat?
Hvis der bliver indbetalt mere end 65.500 kroner på din ratepension i år, så mister du dit fradrag for beløb over fradragsgrænsen.
Dermed kommer du reelt til at betale skat to gange af de samme penge. Første gang, når du tjener pengene. Anden gang, når du får pengene udbetalt som pension.
Det kan i værste fald betyde, at du kommer til at betale en samlet skat på op mod 80 procent, skrev BDO Danmark for nylig i en nyhed.
34.900 borgere indbetalte i 2024 i alt 374 millioner kroner over fradragsgrænsen på dengang 63.100 kroner, viser en opgørelse fra Skattestyrelsen.
Hvad skal man gøre, hvis man har betalt for meget ind til din ratepension?
Hvis du eller din arbejdsgiver har indbetalt over fradragsgrænsen til din ratepension i år, så er det med at reagere på det.
Skattestyrelsen anbefaler, at du gør følgende:
Tjek om du går glip af fradrag:
Log på skat.dk/TastSelv og åbn din årsopgørelse(r). Er der et afsnit, der begynder med ”Vær opmærksom på” vil der her stå, om du eller din arbejdsgiver har betalt for meget ind til en ratepension.
Er der betalt for meget ind, kan du typisk vælge, om du ønsker at:
- Få det overskydende beløb udbetalt.
- Opnå fradrag ved at få det overskydende beløb overført til en fradragsberettiget livrente. Vær opmærksom på, at fristen for at ændre i årsopgørelsen er den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.
Kontakt dit pensionsselskab eller din bank for at høre, hvad dine muligheder er, anbefaler Skattestyrelsen.
Læs mere om reglerne her.