Fra midten af september har medarbejdere i Odsherred Kommune kun arbejdet fire dage om ugen og nydt godt af tre sammenhængende fridage.
Kort før sommerferien banede en ny aftale nemlig vejen for en kortere arbejdsuge med fri hver fredag.
Aftalen gælder blandt andre for ni TL’ere, heriblandt tillidsrepræsentant Marianne Foglmann, som er sagsbehandler i Center for Miljø og Teknik.
”Helt overordnet er jeg positivt indstillet over for aftalen, der både kan betyde bedre forhold for os medarbejdere og for borgere og virksomheder, som får nemmere ved at komme i kontakt med os på skæve tidspunkter,” siger hun.
Marianne Foglmann er tillidsrepræsentant for TL’ere, der blandt andet er placeret i Center for Miljø og Teknik, GIS-centret og afdelingen for ejendomme.
Ingen tvungen ordning
Men Marianne Foglmann kan også se, at aftalen kan skabe problemer for nogle kolleger. Nemlig de kolleger, som er alene med små børn, der skal hentes og bringes.
”Men heldigvis er ordningen frivillig, så hvis man har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, kan man vælge at gå tilbage til en arbejdsuge på 37 timer og dermed kortere arbejdsdage,” siger Marianne Foglmann.
Hun fortæller videre, at det var Odsherreds kommunaldirektør, der i sin tid lancerede ideen om den kortere arbejdsuge.
”Men vi medarbejdere har også haft mulighed for at påvirke udformningen af aftalen, for eksempel igennem projekt- og styregrupper. Vi oplever, at ledelsen har hørt os og føler os generelt trygge ved aftalen.”
Her er to TL’ere, som får en kortere arbejdsuge:
”Det er en fantastisk idé”
Henriette Ege Olsen, 46 år
- Byggesagsbehandler, Center for Miljø og Teknik, Odsherred Kommune.
- Uddannet teknisk assistent i 2002, Roskilde Tekniske Skole.
- Bor i Kalundborg med to børn på ni og 12 år.
Hvad synes du om idéen?
”Det er en super idé med fire længere arbejdsdage og én ekstra fridag. For mig giver det mening med tre sammenhængende fridage, hvor jeg kan lave huslige sysler eller måske tage børnene med på en forlænget weekend et sted.”
Ser du nogen udfordringer?
”Jeg er alene med to børn, hvor den ene bor hos mig hele tiden, og den mindste på ni år bor hos mig hver anden uge. Samtidig bor jeg cirka 50 minutters kørsel fra arbejdet og med længere arbejdsdage bliver det spændende at se, hvordan det kommer til at hænge sammen.”
”Lad os endelig komme i gang”
Flemming Andersen, 55 år
- Sagsbehandler, Center for Miljø og Teknik, Odsherred Kommune.
- Uddannet teknisk tegner i 1980, Holbæk Tekniske Skole.
- Bor i Fårevejle med sin kone.
Hvad synes du om idéen?
”Det her er en idé, der passer mig perfekt, så lad os da endelig bare komme i gang. Hellere i dag end i morgen. Jeg har ikke noget imod at skulle arbejde længere de fire første dage og få en ekstra fridag. Min kone arbejder nemlig om aftenen, så med den nye model kan vi få mere tid sammen.”
Ser du nogen udfordringer?
”Ikke for mig personligt fordi mine børn er voksne og udeboende, men jeg kan godt se, at det måske kan blive en udfordring, hvis man har mindre børn og måske endda er alene med dem.”