Hvor meget fylder bære­dygtighed og grøn ­omstilling i dit ­arbejde?

Vi har spurgt tre medlemmer om, hvordan de ser på den nuværende udvikling – og hvordan de selv arbejder med grøn omstilling og bæredygtighed.

Bæredygtighed
Af Ulrik Norup Jørgensen

Det grønne ­gennemsyrer uddannelserne

Den grønne omstilling og bæredygtighed er blevet et afgørende i uddannelserne på Københavns Erhvervs­akademi.

”Vi er i gang med at tilrettelægge uddannelserne, så den grønne om­­stilling bliver en rød tråd gennem alle uddannelserne. I dag får du ikke lov til at bygge noget som helst, før der er lavet en bæredygtighedsanalyse.”

I januar trådte et nyt bygnings­reglement med skærpede krav til op­­førelsen af nye bygninger i kraft. Og det stiller krav til virksomhederne – og de studerende.

”De virksomheder, som jeg taler med, efterspørger i den grad folk, der ved noget om det her – og mange virksomheder er på bagkant ift. viden, så vi skal ruste de unge til det her arbejde. Jeg tror, at der kommer til at mangle mange generalister, som har indblik i det her - Der er så meget potentiale i den her dagsorden.”

Allan Jon Kristensen, underviser, Københavns Erhvervsakademi.

Fra energi­optimering af kældre til solceller på taget

Den rådgivende ingeniørvirksomhed og grønne fond, Sustain, arbejder med grøn omstilling og energieffektivisering af den danske ejendomsmasse.

”Bæredygtighed indgår på alle måder i mit arbejde. Jeg arbejder for at skabe en forandring for klimaet og opnå CO2-reduktioner i de projekter, som vi laver for vores kunder. Projekterne spænder bredt – fra energioptimering af varmekældre til solceller på tagfladen. Vi projekterer, udfører og finansierer energirenoveringer i hele Danmark med fokus på at skabe en mere bæredygtig verden.”

Derudover arbejder Signe Estrup bl.a. også med kunder, der efterspørger et bæredygtighedstjek af deres ejendomme.

”Jeg er i gang med at tage et bæredygtighedscertifikat (DGNB) for bygninger i drift. Derudover holder jeg mig opdateret i form af relevante webinarer og kurser indenfor bæredygtighed og bæredygtig ledelse.”

Signe Estrup, energimanager, Sustain.

Der sker ­ændringer hele tiden

Lovkravene og den teknologiske udvikling stiller løbende nye forventninger til medlemmer af TL.

”Det tager virkelig meget fart i disse år, og der sker ændringer hele tiden på det grønne område. Så du kan ikke nøjes med at tage en uddannelse og så sidde og lave kun det. Du er nødt til løbende at opkvalificere dig, og det har man selv et ansvar for at sikre.”

Hos Nature Energy Construction får de lov til at tage al den efteruddannelse ift. bæredygtighed, som de kan og vil.

”Vi kan ikke vende det blinde øje til den grønne omstilling. Jeg tror, at jeg personligt får en stor rolle at spille på min arbejdsplads, fordi jeg har interessen i det og min virksomhed har stor fokus på det.”

Senest har hun deltaget i bæredygtighedskursus gennem TL.

Hanne Sommer Vestergaard, Technical Designer, Nature Energy Construction.