I en campingstol ved den aarhusianske kapsejlads i 2023 fik Ida Falkenhagen Tesch kuldegysninger, imens det føg omkring hende med øl, søvand og kampråb.
Den traditionsrige sejlads ligner måske en stor fest, men bag ølstafet i kajakker ligger måneders planlægning og træning i iskoldt vand. En indsats, der kun er mulig med et solidt sammenhold og et godt studiemiljø.
I campingstolen blev den 22-årige fødevarebachelorstuderende klar over, at det her var præcis det studiemiljø, hun selv hungrede efter på Erhvervsakademi Aarhus (EAAA), som tæller knap 5.000 fuldtidsstuderende fordelt over 28 videregående uddannelser.
“Jeg tænkte: Vi skal med, og vi skal have et studiemiljø, der føles mere som det her.”
I efteråret 2023 etablerede de foreningen HAV, som står for Helt Absurd Væk.
“Vores uddannelse ligger i Viby, langt væk fra centrum. Men navnet lægger også op til sjov og ballade,” forklarer Ida Falkenhagen Tesch, forperson for HAV.