Der hviler et blik på de danske børnefamilier i disse tider. De er nemlig i høj kurs, de kære familier. For i dem gror noget utrolig vigtigt for vores samfund: børn.
Men børnefamilier opstår ikke uden videre, og børn bliver ikke flere og flere sådan helt af sig selv, som man så det førhen. Det er de senere års dalende fødselsrater et tydeligt bevis på.
Det har fået folketingspolitikere til at tage sig til hovederne og stille spørgsmålet: Hvordan får vi flere børn til verden?
Der kan være flere årsager til, at fødselstallet falder. Det er et komplekst problem, og derfor findes der ikke en enkel løsning.
Ifølge eksperten i dette nummer af Teknikeren tyder det på, at det er sociale og økonomiske forhold, der får fødselsraten til at falde, snarere end det er medicinske. Det er derfor oplagt at justere rammerne for de danske børnefamilier.
For hvor nemt er det lige at være forældre med en 37 timers arbejdsuge, en times transport hver vej og en daginstitution, som varsler indskrænkninger i åbningstiderne? Og hvor meget overskud efterlader det til barn nummer to, hvis det ønske opstår?
I vores seneste indsamling af krav til OK25 efterspørger vores medlemmer bl.a. et mere fleksibelt arbejdsliv. Jeg synes, vi skal tage den efterspørgsel alvorlig.
For hvis vi virkelig gerne vil have flere børn, er vi nødt også at lade blikket hvile på de rammer, vi som samfund stiller op for forældre og børn i dag.