Hvorfor skifter du job netop nu?
Jeg var begyndt at savne udfordringer i mit tidligere job, som jeg ellers var glad for. Så jeg stak en finger i jorden blandt folk i mit netværk, som arbejder steder, hvor jeg måske kunne se mig selv. Blandt andet en tidligere kollega, der var skiftet til den arbejdsplads, hvor jeg også arbejder nu, og hvor han anbefalede mig. Jeg blev inviteret til en samtale, og vi blev ret hurtige enige. Så jeg fik mit nye job uden at skrive en ansøgning. Det viser for mig værdien ved at pleje sit netværk. Hold kontakt med tidligere kolleger og samarbejdspartnere.
Hvad er det mest tiltrækkende ved dit nye job?
Vi er ca. 6.000 medarbejdere globalt, mens vi var 90 i alt, dér hvor jeg kommer fra. Der er mere organiserede arbejdsgange – særligt hvad angår den digitale tilgang til projekterne. Og i forhold til hvor jeg er i min karriere giver mit nye job mig bedre mulighed for udvikling. Projekterne er større, og der er flere forskellige kompetencer ”in-house” og jobmuligheder internt.
Hvad er de største udfordringer i dit nye job?
Både nu og i det tidligere job projekterer jeg VVS og ventilation i byggeprojekter. Jeg laver tegningsmateriale, beskriver arbejdsprocesserne og er med til at sende opgaven i udbud for bygherren. Det involverer modellering i 3D, og i mit tidligere job lå den opgave hos tekniske tegnere. Nu skal jeg det selv og arbejder sammen med ingeniører, der er super skrappe til 3D-modellering. Så jeg er den nye dreng i klassen.
Hvad har overrasket dig mest i dit nye job?
Jeg kommer fra et job, hvor jeg følte, at jeg havde 100 procent styr på tingene, nu skal jeg lære en masse nyt. Det går ikke ud over min selvtillid, men det er lidt hårdere end ventet at være i rollen som den nye, der skal lære i forhold til MOE’s digitale tilgang til opgaverne. Jeg sover tungt om natten.
Hvad er vigtigt for din arbejdsglæde?
Jeg sætter godt kollegaskab højt, og trives allerbedst, når jeg udvikler mig og udfordres – gerne i et travlt miljø, hvor jeg har mange jern i ilden. Men det er også vigtigt for mig at have tid med min kæreste og vores to børn.
Hvilke faglige erfaringer fra dit tidligere job har du gavn af i det nye?
Jeg har mange stærke erfaringer med mig fra store renoveringsprojekter i den almene sektor, både som projekterende og fagansvarlig. Jeg lærte også at balancere job og familie. Jeg var lidt stressbelastet men blev klogere på mig selv, så jeg ved nu, at jeg brænder for det, jeg laver, men at jeg også skal hjem. Den indsigt tager jeg med mig.
--