OK26 - følg med i de offentlige overenskomstforhandlinger her

”Jeg sad på nåle”

Art director Henny Møller blev kørt psykisk ned af dårligt arbejdsmiljø.

Arbejdsliv
På Henny Møllers tidligere arbejdsplads blev alt normalitet forskubbet pga. en lunefuld chef. Hun blev især klemt, fordi hun selv havde en ledelsesfunktion. Efter få måneder meldte de første stresssymptomer sig. Foto: Martin Dam Kristensen
Af Ditte Damsgaard

Som at være i et alkoho­likerhjem.

Sådan beskriver Art Director og multimediedesigner Henny Møller, hvordan hun oplevede at arbejde på sin tidligere arbejdsplads.

”Jeg vidste aldrig, om min chef var rasende eller på en lyserød sky. Jeg sad på nåle.”

Henny Møller var især klemt på sit arbejde, fordi hun havde en ledelsesfunktion.”

Jeg var en buffer, så jeg tog mange slag for min medarbejder. Jeg havde arbejdsdage, der varede til klokken 20.00. Vi skulle lægge al vores iver og arbejdskraft på jobbet. Vi blev hvirvlet ind i det, og al normalitet forskubbet.”

Symptomerne på stress meldte sig en efter en. Det dårlige arbejdsmiljø afspejlede sig i alle døgnets 24 timer. Hun sov dårligt, var usikker på sig selv og begyndte i stigende grad at tage det dårlige fra arbejdet med hjem.

”En søndag aften begyndte jeg bare at tudbrøle og kaste med ting. Jeg tog til lægen næste morgen og blev sygemeldt. Der var intet tilbage der.”

I dag føler Henny Møller sig stærkere end nogensinde og er godt tilbage i arbejdslivet på fuld kraft. Foto: Martin Dam Kristensen
Læg armen om din kollega

De fleste på arbejdspladsen lod, som om de ikke så noget, siger Henny Møller. Hende selv inklusive.

”Hvornår vælger vi at lægge armen om vores kolleger, fordi vi kan mærke, at de har det dårligt?”

Efterhånden begyndte et par stykker dog at tale sammen, forsøge at håndtere det. Men det hjalp ikke rigtigt.

”Jeg er ellers ikke en person, der vil lade mig behandle på den måde. Jeg er normalt meget selvsikker, men jeg tvivlede på mig selv og var bange for at sige eller gøre noget forkert.”

Henny Møller har brugt lang tid på at indse, at det ikke var hendes skyld.

”Det sidder i mig, og det er en erfaring, jeg tager med videre. Jeg udviklede en kæmpe frygt for min mailboks.”

Det blev ikke bedre af, at hun blev fyret under sygemelding, og at chefen tilbageholdte tilgodehavne ferie- og feriefridage. Af personalehåndbogen fremgik det ellers, at ikke-afholdte feriefridage blev udbetalt ved fratræden.

TL gik ind i sagen og sørgede for, at hun fik alle sine optjente feriedage udbetalt.

”Uden TL’s hjælp var sagen blevet lagt på hylden. Deres opbakning betød alt og spillede en afgørende rolle i, at jeg kom så hurtigt på benene igen. Jeg havde det så skidt, at hvis jeg selv skulle have kontaktet en advokat, var der ikke sket noget.”

Det betød meget for hende at få opbakning og møde forståelse for, hvad sådanne situationer gør ved én.

”Det psykiske pres blev lettet, fordi jeg ikke længere selv skulle tage dialogen med min chef."

I dag føler hun sig stærkere end nogensinde og er godt tilbage i arbejdslivet.

”Jeg er nu tilbage på fuld kraft. Det har krævet både viljestyrke og tålmodighed – og jeg er dybt taknemmelig for den støtte, jeg har fået undervejs. TL’s indsats gjorde en konkret forskel, og det har haft stor betydning for, at jeg er, hvor jeg er i dag.”

Når symptomerne melder sig

Tobias Moberg Naver, advokat i TL, hjalp Henny Møller med at føre sagen, så hun fik sine feriepenge udbetalt. Undervejs snakkede de også om det arbejdsmiljø, som Henny havde været udsat for på virksomheden. 

De fleste medlemmer, der henvender sig om dårligt psykisk arbejdsmiljø, har det indtryk, at de enten helt eller delvist selv er skyld i, at situationen er endt, som den er, siger Tobias Moberg Naver. Mange tror, at det er dem, der ikke er stærke nok til at klare arbejdslivet.

“Men i langt de fleste sager er det arbejdsgiverne, der stiller urimelige krav. Vi kan hjælpe med at få placeret ansvaret, så medlemmerne forstår, hvem der er skyld i de udfordringer, de oplever. Mange er villige til at gå langt for deres arbejde, også så langt, at det går ud over deres privatliv, og der kan vi hjælpe med at få sagt stop i tide. Der findes altid et andet arbejde, men aldrig et andet liv.”

Tobias Moberg Naver opfordrer medlemmerne til at tage fat i TL, allerede når de første symptomer melder sig. Der skal ringe en alarmklokke, hvis man eksempelvis ikke kan sove, græder på toilettet eller er nervøs for at møde på arbejde.

Ramt af dårligt arbejdsmiljø? Sådan hjælper TL dig

1. Når du ringer til TL, taler vi med dig om, hvad problemet er, og hvilke værktøjer findes. Det kan f.eks. være at tale med chefen, overveje deltid, omplacering eller i sidste ende en sygemelding. Vi finder ud af, hvad der trykker, og får en fornemmelse for, hvor alvorligt det er, og hvordan man bedst kan arbejde med det.

2. TL kan tage et møde med dig og din arbejdsgiver og forklare situationen. Forhåbningen er, at der kommer en konstruktiv samtale om, hvad du oplever og eksempelvis klarlægge eventuelle samarbejdsvanskeligheder, dårlig ledelse, for hurtigt arbejds­tempo eller for mange opgaver.

3. Hvis der er tale om krænkelser eller chikane, kan TL føre sagen videre til domstolene.

[ Kilde: Tobias Moberg Naver, advokat i TL ]