[ Løsningen ]
Da Tom Egelund blev kontaktet af konservatorerne hos det svenske rådgivningsfirma Tyréns, der havde det overordnede ansvar for at sikre kirkeinventaret under flytningen, var udgangspunktet, at maleriet skulle trækkes af muren, det sad på.
Metoden med at trække maleriet af væggen blev dog hurtigt taget af bordet. Analyser af materialeprøver viste nemlig, at der var brugt blyholdigt bindemiddel til at klæbe lærredet op med.
”Blyhvid er en hvid kunstnerfarve, som også i en lang periode i 1800-tallet og lidt ind i 1900-tallet har været brugt som klæbemiddel. Når der er blyhvid i linolie, og det hærder, bliver det ualmindelig hårdt; det er et meget stærkt materiale, sådan lidt elfenbensagtigt,” forklarer Tom Egelund.
På grund af maleriets stivhed kunne det ikke rulles af, men skulle skæres fri fra underlaget, hvilket ville give arbejdsmiljørelaterede udfordringer.
”Vi ville være nødt til at save i pudslærredet bag ved maleriet med risiko for, at det ville støve med blyhvidpartikler i luften. Desuden ville det være et ret voldsomt og tidskrævende indgreb i originalopbygningen.”
Løsningen blev derfor at sikre maleriet in situ på stedet, og finde en metode, hvor maleriet blev holdt i spænd ind mod teglstenvæggen, så det blev siddende under kirkekørslen.
”Det skulle også være en tilstrækkelig lavpraktisk og fleksibel løsning, så den kunne udføres uden brug af avancerede midler med de materialer, man kunne nå at skaffe indenfor tidshorisonten.”
Der blev bygget et rørstillads, hvorpå Tom Egelund og den svenske tømrer konstruerede et gitterværk af træ. Her monterede de 400 små maskinfødder, der pressede ind mod 100 Honeycomb-plader med æggebakkeskum som mellemlæg mod maleriet.Konstruktionen fungerede som beskyttende skal for maleriet.
”På den måde får man en hård flade med et lag skumgummi, som føjer sig efter maleriets overflade, når det sættes under pres.”
Løsningen med plader, skum og skruer virkede effektivt, men under nedbrydningen af betonvægge under kirken, der skulle give plads til transporttrailerne, opstod rystelser, der fik stilladset til at bevæge sig og Honeycomb-pladerne til at løsne sig.
”Derfor måtte vi efterspænde skruer og nogle steder lægge flere afstandsklodser ind mellem skrue og plade,” forklarer Tom Egelund.
Under selve flytningen tjekkede konservatorerne løbende, at pladerne ikke havde løsnet sig. Alt forløb heldigvis uden problemer.
”Set fra vores synspunkt var det en sikker transport – med livrem og seler. Et enkelt sted kunne man se, at stilladset havde flyttet sig et par millimeter. Men i en kirke på 1600 m2 må det nok siges at være inden for det acceptable,” siger Tom Egelund, der kalder opgaven som ”mindeværdige dage på kontoret”.