Kulturarv på hjul

Konservator Tom Egelund udviklede en lavpraktisk og fleksibel metode til at beskytte et skrøbeligt altermaleri, mens Kirunas ikoniske trækirke blev kørt fem kilometer på specialtrailere.

Byggeri
Kirken i Kiruna på vej op ad bakke på den sidste etape af ­flytningen. Der var blevet anlagt en specielt bred vej for at kunne køre den 40x40 meter brede kirke til sin nye destination. Kirken blev i 2001 kåret til Sveriges smukkeste bygning bygget før 1950. Foto: Carin Calissendorff.
Af Anette Olsen
[ Opgaven ]

Det var lidt af en verdensbegivenhed, da Kirunas ikoniske trækirke i sommer blev flyttet til byens nye centrum. Minedriften i den nordsvenske by forårsager sprækker i undergrunden og nedstyrtningsfare, hvilket har betydet, at en del af byen, herunder den over 100 år gamle be­­varingsværdige kirke, flyttes af hensyn til sikkerheden.

Konservator Tom Egelund fra Nordisk Konservering var med på tætteste hold, da den 672 tons tunge kirke blev transporteret fem km på to enorme trailere til sin slutdestination.

Han havde fået til opgave at sikre altermaleriet, der stadig sad på muren inde i kirken under kørslen. Selvom transporten foregik med en beskeden fart på 0,5 km i timen, var der en risiko for kollaps i det meget porøse pudslag, maleriet er klæbet op på, og udfordringen var at sikre maleriet, så der ikke skete skader på det.

Originalskitsen til altermaleriet, udført af Prins Eugén, udstillet på Kirunas Stadshus Kristallen. For Tom ­Egelund har opgaven med at sikre det 3,5 x 5 meter store værk under flytningen været en af de mere bemærkelsesværdige bevaringsopgaver, han har haft i løbet af sine 35 år som konservator. Foto: Anette Olsen.
[ Løsningen ]

Da Tom Egelund blev kontaktet af konservatorerne hos det svenske rådgivningsfirma Tyréns, der havde det overordnede ansvar for at sikre kirkeinventaret under flytningen, var udgangspunktet, at maleriet skulle trækkes af muren, det sad på.

Metoden med at trække maleriet af væggen blev dog hurtigt taget af bordet. Analyser af materialeprøver viste nemlig, at der var brugt blyholdigt bindemiddel til at klæbe lærredet op med.

”Blyhvid er en hvid kunstnerfarve, som også i en lang periode i 1800-tallet og lidt ind i 1900-tallet har været brugt som klæbemiddel. Når der er blyhvid i linolie, og det hærder, bliver det ­ualmindelig hårdt; det er et meget stærkt materiale, sådan lidt elfenbens­agtigt,” forklarer Tom Egelund.

På grund af maleriets stivhed kunne det ikke rulles af, men skulle skæres fri fra underlaget, hvilket ville give arbejdsmiljørelaterede udfordringer.

”Vi ville være nødt til at save i pudslærredet bag ved maleriet med risiko for, at det ville støve med blyhvidpartikler i luften. Desuden ville det være et ret voldsomt og tidskrævende indgreb i originalopbygningen.”

Løsningen blev derfor at sikre maleriet in situ på stedet, og finde en metode, hvor maleriet blev holdt i spænd ind mod teglstenvæggen, så det blev siddende under kirkekørslen.

”Det skulle også være en tilstrækkelig lavpraktisk og fleksibel løsning, så den kunne udføres uden brug af avancerede midler med de materialer, man kunne nå at skaffe indenfor tidshorisonten.”

Der blev bygget et rørstillads, hvorpå Tom Egelund og den svenske tømrer konstruerede et gitterværk af træ. Her monterede de 400 små maskinfødder, der pressede ind mod 100 Honeycomb-plader med æggebakkeskum som mellemlæg mod maleriet.Konstruktionen fungerede som beskyttende skal for maleriet.

”På den måde får man en hård flade med et lag skumgummi, som føjer sig efter maleriets overflade, når det sættes under pres.”

Løsningen med plader, skum og skruer virkede effektivt, men under nedbrydningen af betonvægge under kirken, der skulle give plads til transporttrailerne, opstod rystelser, der fik stilladset til at bevæge sig og Honeycomb-pladerne til at løsne sig.

”Derfor måtte vi efterspænde skruer og nogle steder lægge flere afstandsklodser ind mellem skrue og plade,” forklarer Tom Egelund.

Under selve flytningen tjekkede konservatorerne løbende, at pladerne ikke havde løsnet sig. Alt forløb heldigvis uden problemer.

”Set fra vores synspunkt var det en sikker transport – med livrem og seler. Et enkelt sted kunne man se, at stilladset havde flyttet sig et par millimeter. Men i en kirke på 1600 m2 må det nok siges at være inden for det acceptable,” siger Tom Egelund, der kalder opgaven som ”mindeværdige dage på kontoret”.