Engang blev gule kanariefugle taget med ned i de britiske kulminer for at advare arbejderne om risiko for kulilteforgiftning. Nu har VELUX Group, Leapcraft, 3XN og GXN i samarbejde skabt AirBird, en effektiv luftkvalitetscensor, formet som en kunstig kanariefugl.
Fuglen måler og indsamler løbende realtidsdata på CO2, temperatur og luftfugtighed. Er luftkvaliteten for dårlig, advarer fuglen ved at kvidre og blinke, ligesom den opfordrer til relevant handling, eksempelvis at åbne et vindue eller flytte til et andet rum.
Indeklima, særligt det dårlige, er en usynlig problematik, der de seneste år er kommet mere og mere i fokus, blandt andet fordi undersøgelser har vist, at dårligt indeklima kan påvirke produktivitet og indlæringsevne. Desuden bliver vi tilsyneladende mindre syge, får bedre nattesøvn og lavere risiko for allergi og astma, når vi bor og arbejder i byggeri med sundt indeklima.
”Det handler om at skabe de bedste rammer for f.eks. læring, søvn og arbejde, når vi designer. Og indendørsmiljøer er et af de store fokusområder, når vi taler om trivsel og velvære – det er blevet ”det nye sort”, siger Lasse Lind fra GXN, der er ansvarlig for designet af AirBird.
AirBird er blevet til i et samarbejde, der trækker på erfaring fra flere sider. 3XNs innovationsenhed og grønne tænketank GXN har leveret designfærdigheder, Leapcraft er kommet med sensor- og hardwareekspertise mens VELUX har suppleret med viden om sundt indendørsmiljø.