Lille teater med store ambitioner

Teater V lagde scene til, da TL’s medlemmer trådte ind bag kulissen på den ny ungdomsmusical Pixie.

Arbejdsliv
Pernille Rosa Thomsen er produktions­leder på Teater V og desuden medlem af bestyrelsen i TL Hovedstaden og ­Bornholm og forperson for det faglige netværk ­Teater- og Museumsbranchen i TL. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.
Af Kristine Buske

Tre kvinder og to mænd løber rundt på det røde scenegulv til musik, der fylder salen. De skiftevis marcherer rundt, som var det en catwalk, synger, danser og hopper på det trappeformede plateau. Nu står de et øjeblik og kigger ud på publikum som mannequiner i et butiksvindue. En af kvindernes pink pagehår dominerer billedet. Hun er hovedpersonen, der ­forsøger at skille sig ud og gå til ekstremerne for at passe ind i sin gymnasieklasse. Sådan starter musicalen Pixie i bydelsteatret Teater V i Valby.

Et par timer inden forestillingen sidder TL’s medlemmer og kigger op på selvsamme, men tomme scene­gulv. Det blev bygget på halvanden uge og er tredje udgave, holdet bag musicalen har af­­prøvet. Det fortæller Pernille Rosa Thomsen, der er ­produktionsleder på Teater V. Det er hendes opgave at sikre, at scenografien overholder budgettet og ­sam­tidig er sikkert for både skuespillere og publikum.

Mens vi sidder roligt i den lille teatersal med blikket mod Pernille Rosa Thomsen, lægger en hastig trampende lyd sig som en konstant baggrundsstøj over vores hoveder. Der er ikke elefanter på loftet, men Teater V deler hus med en række idrætstilbud.

Pernille Rosa Thomsen går hen til venstre for scenen og trækker et sort forhæng til side. Her gemmer sig et lille pulterkammer med værktøj, maling og andre redskaber. I den modsatte ende af salen, lige ved indgangen, er kabler og andet teknisk udstyr samlet. Det er teatrets fastansatte teknikers område.

”Alle teatre har et værksted og teknikum, der er indrettet til formålet. Men det har vi ikke plads til. Det er udfordringen ved at rykke ind i et hus, som ikke er bygget til teater. Vi arbejder med det, vi har,” siger Pernille Rosa Thomsen og griner.

Tung teknik

Det har selvfølgelig krævet mange timers forberedelse at nå hertil. Med seks dages prøver hver uge, hvor det tekniske team bruger tiden inden prøven for at gøre lys, lyd og video klar – og efter for at justere til. Flere dage har det tekniske hold mødt ind klokken 9:00 og haft fyraften klokken 22:30 for at være til stede til prøverne og også nå rettelser inden næste prøve.

”Når vi arbejder med at kode lys, lyd og video, fungerer det bedst, at skuespillerne ikke er der. Det tager mange timer. For at der også er tid til prøver, arbejder teknikken mange timer rundt om prøverne for at få det hele til at lykkes,” siger Pernille Rosa Thomsen og fortæller, at Pixie er et eksempel på et af de mere teknisk tunge forestillinger.

”Vi projicerer billeder og filmsekvenser, der ­fungerer som skuespillernes baggrundstæppe, og musikken bliver afspillet fra en computer. Her handler det om, at alt har en klar timeline, som ­passer perfekt sammen.”

På et lille bydelsteater som Teater V rækker pengene ikke langt. For scenografien til musicalen Pixie har budgettet ligget på omkring 55.000 kroner i alt. Dertil kommer 30.000 til kostumer og 15.000 til rekvisitter. Teater V får omkring 6 millioner kroner i støtte årligt, og til sammenligning får Nørrebro Teater omkring 20 millioner og Det Kongelige Teater omkring 650 millioner. Alligevel er Teater V ét af de mest spillende ­teatre i Danmark.

 

Højt til loftet

Nu nærmer vi os, at publikum ankommer, og forestillingen snart begynder inde i salen. Derfor er vi rykket ud i Prøvehallen, som har fået sit navn, fordi bygningen blev opført i 1930 og indtil 1980 blev brugt til at afprøve Porcelænsfabrikken Nordens produkter. Her er ægte højt til loftet og plads til teaterdirektør Pelle Koppels mange idéer og ambitioner for teatret.

Han fortæller TL’s medlemmer om, hvordan teknik, lyd og scenografi danner ramme om historien om den pulserende, eksperimenterende og intense studentertid, hvor identitet og ensomhed er vigtige temaer. Musicalen Pixie er skrevet af debutant Sofie Riis Endahl, baseret på hendes prisvindende bog ’Pixie lever stadig’, og teaterdirektør for Teater V Pelle Koppel har hjulpet hende med at udvikle forestillingen.

”Musikken er i fokus for at fange målgruppen. Vi håber, at det kan blive et friskt pust, der kan få flere unge til frivilligt at gå i teatret, fordi det er en fortælling, de kan genkende sig selv i,” siger Pelle Koppel.

Fremme ved scenen igen og tilbage midt i forestillingen. Beskeder træder frem på bagtæppet, når Pixie taster på sin mobiltelefon. Vi ser live foran os, hvordan flowet mellem teknik og skuespillere smelter sammen, så man et øjeblik glemmer alle de tanker, der ligger bag. De næste knap to timer kan TL’s medlemmer glemme hverdagen og forsvinde ind i Pixies univers.

 

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL