Tallene er meget lidt opmuntrende, hvis man ønsker ligeløn for lige arbejde blandt Teknisk Landsforbunds medlemmer. En mandlig teknisk designer får knap 9% mere i løn end en kvindelig kollega – og hos procesteknologerne er forskellen 10% mellem mænd og kvinders løn.
”Der er grundlæggende en forskel i løn. Også inden for de enkelte fag. Det er uacceptabelt, og det skal ned,” siger Byrial Rastad Bjørst, der er faglig sekretær i TL og har en ph.d. i ligeløn.
Den manglende ligeløn betyder, at mænd i 2023 i gennemsnit får 6.283 kr. mere i løn end kvindelige kolleger. Og set over en 10-årig periode er løngabet mellem de to køn ikke blevet mindre.
”En af de store grunde til den manglende ligeløn er barsel. For når mor på barsel, så får far ikke kun lønforhøjelse – han bliver også forfremmet. Derfor skal man sørge for at dele barslen og dele opgaverne i hjemmet,” siger han.
Men der er også brug for at arbejde for en generel åbenhed om løn.
”Løngabet skal lukkes – og det må arbejdsgiverne og arbejdstagerne tage ansvaret for. Det handler bl.a. om generelt at sikre større åbenhed omkring lønnen på de enkelte virksomheder. Der er kun en, der vinder på, at vi ikke taler om løn, og det er arbejdsgiveren,” siger Byrial Bjørst.