3D-printeren summer rytmisk i baggrunden, og rundt på hylderne står flere hundrede træfigurer i forskellige former og farver.
"Jeg har lige sat en abe over," siger Malene Hvass, produktionsteknolog og produktudvikler hos Spring Copenhagen, der skaber dyr, trolde, fantasivæsner og meget andet i træ.
Hun taler ikke om aftensmad, men om en ny figur, hun har tegnet og nu printer lag for lag.
Hun har "sat den over" for at vise Teknikeren, hvordan hun arbejder i en tid, hvor nye figurer hober sig op foran hende og skal blive fremtidens kollektioner i Spring Copenhagen.
Det tager ca. to-tre uger, fra hun modtager figuren fra designerens drejebænk, til den er 3D-scannet, tegnet op, printet og sendt til leverandøren, som sender samples retur.
"Jeg har arbejdet med denne designer i noget tid, så jeg kender hans formsprog og måde at arbejde," siger hun og tager et andet dyr i hånden, som leverandøren har lavet ud fra hendes 3D-tegning.
Hun holder den lige foran sit ansigt. Ørerne har lidt meget vind i sig, de skal være mere boblede end lige. Lidt mere smooth over hovedet. Formerne skal være tydeligere, især på benene, forklarer hun.