Klokken var end ikke slået syv om morgenen, da Morten Sjóstein sad ved sit eget arbejdssted i storrumskontoret og havde sine øjne fast rettet mod computeren. Han holdt nøje øje med, om der dukkede en e-mail op i hans indbakke.
Han og kollegerne hos Novo Nordisk i Kalundborg havde aftalt, at ingen af dem sendte e-mails til hinanden i løbet af den næste halve time. Det var situationen på arbejdspladsen alt for nervøs og alvorlig til.
For modtog du en e-mail inden klokken 7.30, vidste du, at du ville blive fyret, forklarer Morten Sjóstein til Fagbladet Teknikeren.
Klokken 7 begyndte de første e-mails at tikke ind til medarbejdere hos den store danske medicinalvirksomhed, som producerer insulin, der kan regulere menneskers blodsukker.
”Folk brød sammen. Det påvirkede alle,” siger Morten Sjóstein.
Der tikkede også en e-mail fra arbejdsgiveren ind i hans indbakke.
”Da det skete, var det ulideligt. Man kunne ikke lade være med at fælde en tåre. Jeg var afklaret i forhold til jobbet, men slet ikke i forhold til kollegerne. Det tog hårdere på mig, end jeg havde troet. Jeg kan mærke det selv nu, siger Morten Sjóstein knap to måneder efter fyringsdagen 29. september - og fortsætter:
”Der var virkelig mange gode kolleger. Min makker var også helt grædefærdig, selvom han er en voksen mand på 51 år. Det påvirkede utroligt meget. Det var en sort dag for alle på Novo.”
Alsidigt arbejde
50-årige Morten Sjóstein begyndte sin karriere hos Novo Nordisk som vikar. I første omgang sluttede karrieren, da medicinalvirksomheden lukkede en fabrik og fyrede flere hundrede medarbejdere.
Derefter vendte han tilbage til træfaget, hvor han i sin tid blev uddannet til snedker og arbejdede som maskinsnedker. Nu fik han arbejde som tømrer – samtidig med, at han fløj helikopter i weekenderne for at tjene ekstra penge.
Jobbet som tømrer fik dog en brat afslutning, da Morten Sjóstein kørte sin ene hånd gennem en rundsav.
Men heldigvis holdt hans arbejdsskade ham ikke helt ude af arbejdsmarkedet.
I 2009 kom TL’eren tilbage til Novo Nordisk. Her arbejdede han som operatør, indtil han i 2018 blev produktionsansvarlig tekniker på en af virksomhedens fabrikker i Kalundborg. Her arbejdede han også med robotter og systemudvikling.
”Jeg kunne godt lide at være dér. Det var et meget alsidigt arbejde. Der var ikke dage, der var ens,” siger Morten Sjóstein.
Samlet set var han ansat 16 år og 9 måneder hos Novo Nordisk.
Læs også: Novo chok-fyrer 5.000: "Jeg tænkte: Hvordan får vi produktionen til at køre videre?"
Lukkede fabrik ned
Den 10. september havde Novo Nordisk meldt ud i en pressemeddelelse, at virksomheden skulle fyre omkring 9.000 medarbejdere på verdensplan. Heraf hen ved 5.000 i Danmark.
”Vi vidste godt, at der skulle ske noget. Vi så, hvordan det gik virksomheden i USA og læste forskellige ting i nyhederne. Men antallet kom bag på os. At det var så voldsomt, var der ikke nogen, der var klar over,” siger Morten Sjóstein.
Straks følte han sig i farezonen for at blive fyret.
For den fabrik, som han havde arbejdet på i det meste af sin tid hos Novo Nordisk, var lukket fire måneders tid forinden, fordi den ikke længere skulle producere en 20 år gammel type insulin. Han lukkede fabrikken med den forældede type insulin ned, så han ankom som den sidste af de teknikere, der fik flyttet deres arbejde fra den forældede produktion til en afdeling på en anden fabrik hos Novo Nordisk.
”Først var vi fire teknikere, så blev vi tre. Men det var stadig for mange. Jeg lå for skud. Men jeg vidste ikke noget inden fyringen,” siger Morten Sjóstein.
Var det bare det?
Dagen før den store fyringsdag i afdelingen ryddede Morten Sjóstein og flere kolleger op i deres skuffer og på deres skriveborde og pakkede hver især en taske med deres ejendele.
”Vi jokede med at sige, at hvis vi ikke blev fyret, så havde vi da fået ryddet op. På den måde var vi afklarede,” siger teknikeren.
Mens Morten Sjóstein blev fyret på den store fyringsdag 29. september, beholdt hans makker sit job i den nye afdeling, mens den tredje tekniker blev flyttet til en anden fabrik.
Morten Sjóstein forlod computeren og lod arbejdsmobilen ligge på bordet, inden han sagde farvel til kollegerne og gik ud til sin bil på parkeringspladsen for at køre sin sædvanlige tur på en lille times tid til hjemmet i Slagelse.
”Det var en tom følelse at køre hjem. Var det bare det? Man tænkte over fremtiden: Hvad skal der ske? Vi har seks måneders opsigelse med løn, så der er tid til at finde noget andet. Men det skal 5.000 andre fyrede fra Novo også,” tænkte Morten Sjóstein på køreturen hjem.
Kun på film
Men hurtigt fik han noget andet at tænke over. For samme eftermiddag ringede pludselig hans hidtidige makker hos Novo Nordisk.
Makkeren spurgte, om han måtte udlevere Morten Sjósteins private mobilnummer. For der var en fyr, der havde ringet et par timer efter, at fyringerne faldt, og som meget gerne ville tale med Morten Sjóstein.
Fyrens arbejdsgiver var interesseret i at hyre Morten Sjóstein som medarbejder.
”Jeg troede, det var løgn. Jeg tænkte, det var for godt til at være sandt. Det er kun noget, man ser i film. Jeg troede, at der var en and, så jeg ventede med at fortælle det til andre,” siger TL’eren.
Hverken på Facebook eller LinkedIn
Men det var ikke en and. Et par dage senere blev Morten Sjóstein ringet op af en leder fra firmaet, som ville indkalde ham til et jobmøde.
”Jeg synes, det var vildt fedt. Det gik ret stærkt. Jeg blev glad for, at jeg blev kontaktet på den måde. Og så tænkte jeg: Hvad er det, de kan bruge mig til?” erindrer Morten Sjóstein.
Han har hverken en profil på det sociale medie Facebook eller på det store faglige netværk på internettet LinkedIn. Til gengæld har han et stort personligt netværk, som kender til hans specialviden, kompetencer og kæmpe erfaring.
Nyheden om hans fyring må have spredt sig hurtigt via mund-til-mund-metoden, funderer TL’eren.
”Han sagde til mig: Vi kan ikke have dig gående løs. For så er der nogle andre, der får fat i dig. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Man bliver smigret,” siger Morten Sjóstein
”Sabbatår”
I slutningen af oktober var han til et kaffemøde hos firmaet, som er i gang med at bygge en ny fabrik på Vestsjælland.
”Det var en meget positiv samtale. Firmaet må først ansætte folk i det nye år, så vi har aftalt, at vi skal snakke sammen igen enten i december eller i begyndelsen af det nye år,” siger Morten Sjóstein.
Nu han har besluttet at holde sit første ”sabbatår” nogensinde frem til nytår. Det gør han sammen med sin datter, som til februar skal i Forsvaret.