TL-medlemmer stemmer rekordstort 'ja' til OK25

Nyt lys på overgangsalderen

Vi bør indrette vores arbejds­pladser, så de tager højde for overgangs­alder, mener forsker. Nyt dansk forsknings­projekt skal kaste lys over livsfasens udfordringer og mulige løsninger.

Arbejdsliv
Illustration: Thomas Thorhauge
Af Marie Preisler

Knap halvdelen af den danske arbejdsstyrke er kvinder, som på et tidspunkt rammes af overgangsalder. Der sker så store hormonelle forandringer i kroppen, når kvinder kommer i overgangsalderen, at det potentielt kan påvirke trivsel og arbejdsevne. Stadig flere arbejds­pladser begynder derfor at arbejde aktivt med overgangsalder som en naturlig del af arbejdslivet.

Det er en helt nødvendig udvikling, vurderer Lasse Gliemann. Han er viceinstitutleder ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet og forsker i overgangsalder:

”Der sker et drastisk fald i køns­hormoner, bl.a. østrogen, hos kvinder i denne fase i livet. Konsekvenserne af overgangsalderen er stærkt underbelyste og kan være store både for den enkelte kvinde privat og arbejds­mæssigt og for arbejdspladsen og samfundet. Det skal arbejdspladserne tage alvorligt.”

Overgangsalderen begynder med store hormonelle udsving, og det giver for mange kvinder anledning til en række symptomer. De fleste kvinder møder denne fase i livet omkring 50-årsalderen, og for nogen tidligere helt ned til start 40’erne og andre senere i slut 50’erne, forklarer Lasse Gliemann.

Koster milliarder

Hans forskningsgruppe har beregnet, at udfordringer relateret til overgangs­alderen koster samfundsøkonomien cirka fire milliarder kroner årligt i tabt arbejdsfortjeneste. I nogen grad på grund af sygefravær. Men mest fordi næsten hver tredje kvinde oplever, at det påvirker dem på jobbet i en kortere eller længere periode, mens de hormonelle forandringer sker.

Nogle kvinder har betydelige symptomer, mens andre har mere moderate symptomer, og for begge grupper rapporterer kvinderne, at det påvirker deres arbejdsevne.

”Det her kan være så indgribende, at alle arbejdsgivere må tage et medansvar for at omfavne overgangsalderen som en helt naturlig fase af arbejdslivet. Kvinder omkring overgangsalderen er typisk enormt vigtige kapaciteter på arbejdspladsen, og det er vigtigt, at arbejdspladsen gør, hvad den kan for at forbedre arbejdsvilkårene, også i denne livsfase. Det vil gavne både medarbejderne og i høj grad også bundlinjen.”

Der er også kvinder, som helt forlader arbejdsmarkedet på grund af overgangsalder-symptomerne. Hvor mange de er, vil Lasse Gliemann og et forskerteam dokumentere i en igangværende undersøgelse af, hvilke gener kvinder på danske arbejdspladser oplever i forbindelse med overgangsalder.

”Tal fra England, Canada og USA indikerer, at et betydeligt antal kvinder helt dropper ud af arbejdsmarkedet på grund af overgangsalder på et tidspunkt, hvor de er en virkelig værdifuld arbejdskraft og har mulighed for at arbejde mange år endnu. Og de lande er endda generelt længere fremme end Danmark med at sikre overgangsalder-venlige rammer på arbejdspladsen.”

I 45-55-års alderen oplever kvinder et fald i østrogen­niveau, der er så voldsomt, at det kan påvirke både krop og psyke. Hvornår, hvordan og hvor hårdt det rammer, er individuelt og stadig ret underbelyst.

Sidestil med børnefamilier

Lasse Gliemann ser overgangsalder som en livsfase på linje med andre betydningsfulde livsfaser som eksempelvis forældreskab. Begge er livsfaser, som i en periode indvirker markant på medarbejderens fysik og arbejdsevne.

”Arbejdspladser er typisk gode til at tage hensyn til småbørnsforældre, som kan flekse og arbejde hjemme og tage omsorgsdage, og alle tager hensyn, når en nybagt far og mor er træt på jobbet efter en søvnløs nat. Men måske er der ikke så mange arbejdsgivere, som er opmærksomme på, at søvnløshed også er en betydelig udfordring for mange kvinder i overgangsalderen, og at det naturligvis indvirker på arbejdsevnen.”

Både ledere og kollegaer er nødt til at kende symptomerne på overgangsalder og tage hensyn til dem i hverdagen, siger han.

”Vi skal ikke pakke nogen ind i vat, men hvor ting kan gøres smartere for både medarbejder og arbejdsplads, skal det opsøges og udnyttes.”

Han leder forskningsprojektet ’Kvinder i Sund Overgang’ – en undersøgelse af 200 midaldrende danske kvinder, før og under og efter overgangsalderen, som vil resultere i ny viden og forståelse af forandringerne i kroppen, og hvordan de påvirker selv­identitet og kropsoplevelse.

Han og forskerteamet er del af et nationalt forsknings- og formidlingscenter, der fra foråret 2025 vil give kvinder, sundhedsfaglige og arbejdspladser nem adgang til evidensbaseret viden om overgangsalder.

Symptomer forveksles med stress

Sanne Gottlieb er sygeplejerske, forfatter til flere bøger om kvinders overgangsalder og driver virksomheden Menokonsult, der rådgiver kvinder og virksomheder i, hvordan overgangs­alder kan tilgås på arbejdspladsen.

Hun oplever, at flere virksomheder begynder at se overgangsalder som en naturlig del af livet og søger viden og værktøjer til at håndtere overgangsalder.

”Viljen til at tage overgangsalder alvorligt vokser på mange arbejdspladser. Hos især større virksomheder møder jeg en stigende forståelse for, at overgangalder er en biologisk faktor, som arbejdspladsen skal forholde sig aktivt til for at sikre medarbejdernes trivsel og produktiviteten,” siger Sanne Gottlieb.

Både Lasse Gliemann og Sanne Gottlieb vurderer, at manglende viden om overgangsalder betyder, at symptomer på de hormonelle forandringer bliver forvekslet med stress af både medarbejdere, arbejdspladser, og når kvinden går til sin praktiserende læge.

”I de første år af overgangsalderen vil mange kvinder opleve søvnproblemer, at blive mere hudløse og følsomme, diffuse smerter eller ’tågehjerne’ – at det er sværere at fokusere på arbejdsopgaver, de tidligere løste nemt. Så går kvinderne til lægen, som måske ikke tænker, at det kan være overgangsalder og fokuserer på den mentale ­tilstand og diagnosticerer det som stress,” siger Sanne Gottlieb.

Vigtig åbenhed

En arbejdsplads kan blandt andet lette arbejds­dagen ved at give mulighed for pauser, eventuelt i et hvilerum, fleksibel arbejdstid og hjemmearbejde i perioder, når generne er værst. Det er også ­vigtigt med effektiv udluftning, nem adgang til toilet, og arbejdspladsen kan sørge for hygiejnebind og smerte­stillende medicin, anbefaler Sanne Gottlieb.

”Endnu vigtigere er det, at arbejdspladsen tager aktivt stilling til, hvordan man taler om og tilgår det faktum, at en tredjedel af alle kvindelige med­arbejdere kan have voldsomme symptomer i denne fase af arbejdslivet.”

Mange kvinder undlader at fortælle deres leder om de fysiske symptomer, som kan opleves private og skamfulde. Sanne Gottlieb har et tilbud til arbejdspladser om at uddanne medarbejdere til såkaldte meno-mentorer som et ­neutralt bindeled mellem medarbejder og ledelsen.

Pas på knoglerne

Droppet i kønshormoner hos kvinder reducerer også knoglesundhed og muskelmasse i årene omkring overgangsalderen og frem. Også det er der brug for viden om på arbejdspladsen, vurderer Lasse ­Gliemann:

”Mange har nok hørt om knogleskørhed som en risiko, men der er brug for mere viden om, at både knoglesundhed og muskelmasse reduceres, og arbejdspladsen bør kende til det og tage relevante forholdsregler.”

Den vurdering deler Kirsten Katrine Lindegaard, indehaver af virksomheden OsteoStrong, en privat virksomhed med klinik i København og i Aarhus, der med specialdesignede maskiner tilbyder personer med nedsat knogledensitet at styrke deres skelet og fokusere på deres knoglesundhed.

”Vores kunder fortæller, at de har manglet viden hos egen læge og på arbejdspladsen om vigtigheden af at styrke muskelmasse og knoglesundhed via fysisk træning og kost, når kønshormonet falder i kroppen.”

Virksomheder kan blandt andet bidrage ved at oplyse om vigtigheden af at kende sin knoglestyrke, at sørge for proteinrig frokostordning og at muliggøre fysisk aktivitet på arbejdspladsen, anbefaler hun.