Fritvalgsordningerne på det private område er vokset som resultat af sidste års overenskomstforhandlinger. Der er ligeledes sket justeringer i lignende ordninger på det offentlige område i år. Men hvad er en fritvalgsordning egentlig? Og hvordan bruger du den mest hensigtsmæssigt? Vi har spurgt TL’s chef for faglig afdeling Anton Kraev Christensen, hvordan ordningen fungerer på det private område. Er du offentligt ansat, gælder andre regler, og dem kan du læse om i boksen.
Hvad er en fritvalgsordning?
”Er du privat ansat, så sikrer fritvalgsordninger dig en mulighed for at træffe et valg, om en procentdel af din løn skal anvendes til ferie, pension, seniorordning eller finansiering af frihed i øvrigt, f.eks. barns 2. hele sygedag, børns lægebesøg, børneomsorgsdage, eller om I på arbejdspladsen vil få beløbet udbetalt. Det giver stor fleksibilitet og betyder, at du kan finansiere dine børns sygedage eller som senior købe dig mere frihed og blive længere på arbejdspladsen.
Gælder det for alle?
”Fritvalgsordninger er indført på de fleste private overenskomster. Der er dog enkelte områder, som i forbindelse med overenskomstforhandlinger har prioriteret anderledes. Du kan orientere dig om det i din overenskomst, spørge din tillidsrepræsentant eller ringe til os. Hvis du er ansat på en arbejdsplads uden overenskomst, kræver det en særskilt aftale i ansættelseskontrakten om en fritvalgsordning eller lignende.
Hvor mange penge kan jeg få?
”Med virkning fra 1. marts 2024 afsættes 9% af din ferieberettigede løn til din Fritvalgs Lønkonto. Samlet set svarer pengene fra fritvalgskontoen til mere end en ekstra månedsløn, når du regner den ud på et kalenderår.
Hvornår skal jeg tage stilling?
”Det afhænger af din overenskomst og din arbejdsplads. Hvis du er i tvivl, så spørg din tillidsrepræsentant eller HR-afdelingen, hvornår fristen er hos jer, så du år for år kan vælge, hvad der passer dig bedst.