Pengeregn over danskerne i 2026: Er du blandt dem, der får den største gevinst?

Du kan se frem til, at din løn rækker længere her i 2026, når du skal handle ind i supermarkedet og betale regninger. Her får du et overblik over, hvorfor du har grund til at se mere optimistisk på din privatøkonomi i år.

Privatøkonomi
Du kan se frem til at spare penge i skat i år. Foto: Skattestyrelsen.
Af Morten Halskov

Nu vender det for alvor. 

De fleste danskere kan se frem til at få flere penge mellem fingrene her i 2026 - efter flere år med stigende priser og højere renter på bolig- og banklån.

Det er især tre ting, som vil styrke danskernes private økonomi i 2026: Skattelettelser, lavere afgifter og et højere beskæftigelsesfradrag.

For nogle kan det betyde, at de får flere tusinde kroner ekstra til sig selv i år.  

Her kan du se, hvem der bliver de største vindere.

Ny mellemskat og top-topskat

Mange danskere har fået en betydelig skattelettelse her fra 1. januar i år, hvor en stor ændring af skattesystemet trådte i kraft. Der er tale om nogle af de største skattelettelser i nyere tid.

Som noget nyt er der blevet indført en såkaldt mellemskat og en top-top-skat. 

Det betyder, at vi nu har fået fordoblet antallet af niveauer for betaling af skat fra to til fire. Vi har nu bundskat, mellemskat, topskat og top-topskat. 

Hvor meget får man i skattelettelse? 

Det nye skattesystem kommer især dem, der har betalt topskat i 2025, til gavn. 

I 2025 skulle du betale topskat, hvis din årsindtægt var over 665.000 kroner - eller cirka 55.000 kroner om måneden - før skat. 

I 2026 skal du først betale topskat, når din bruttoindkomst er på mere end 845.543 kroner før arbejdsmarkedsbidrag - eller cirka 70.500 kroner om måneden. 

Fra i år skal du betale mellemskat af din indtægt før arbejdsmarkedsbidrag i intervallet fra cirka 58.000 til 70.500 kroner om måneden. 

Besparelsen i betaling af skat er mærkbar for mange danskere, fordi mellemskatten er på 7,5 procent - og dermed det halve af topskattens sats på 15 procent.

Til gengæld bliver det dyrere for dig, hvis du er blandt de allerhøjest lønnede i Danmark. Er din løn over cirka 235.000 kroner om måneden, skal du i år betale den nye top-topskat på fem procent.  

Se, hvor meget du kan spare i skat i 2026

Kilde: Revisions-, skatte- og rådgivningsfirmaet PwC
Hvor meget stiger beskæftigelsesfradraget?

Danskere i arbejde får her i 2026 ekstra glæde af deres såkaldte beskæftigelsesfradrag, som stiger. 

Fradraget udgør i år 12,75 procent af din personlige indkomst før arbejdsmarkedsbidrag. Dog højest 63.300 kroner. 

Stigningen i dit fradrag medfører, at du kan få en skattelettelse på omkring 2.000 kroner i forhold til sidste år. Det kræver, at du tjener mindst 41.000 kroner om måneden - og dermed kan få det maksimale fradrag for at være i beskæftigelse.

Hvis du er en af de seniorer, som er tæt på at kunne gå på pension, kan du i 2026 tilmed få en endnu større pengegave for at blive på arbejdsmarkedet. Alle, der har fem eller færre år til deres pensionsalder, kan få et seniorbeskæftigelsesfradrag. 

Fradraget kan give op til cirka 8.000 kroner ekstra om året ifølge Finansministeriet

Afgifter falder

Dertil kommer, at et flertal i Folketinget har besluttet, at danskernes elafgift skal midlertidigt afskaffes i 2026 og 2027. Dermed bliver elafgiften sænket til EU’s minimumssats på 0,8 øre per kilowattime (kWh)

En familie med to voksne og to børn med et gennemsnitligt strømforbrug på 4.500 kWh om året kan spare cirka 4.000 kroner om året, viser beregninger fra Videncentret Bolius.

Desuden bliver afgiften på sukker, chokolade og kaffe fjernet sammen med momsen på bøger fra 1. juli 2026.  

Nogle af dem, der ejer en elbil, kan endvidere se frem til, at beslutningen om en højere registreringsafgift for visse elbiler alligevel ikke træder i kraft i 2026.  

Børnepasning bliver også billigere for forældre med børn i børnehaver og vuggestuer.

Endelig er der også penge at spare i 2026 for studerende, som bor i en yderkommune eller på en småø. De kan nemlig få et befordringsfradrag.

Aktiegrænse vokser

For dem med aktier kan der også være penge at spare i 2026. 

For grænsen for beskatning af udbytte og fortjeneste ved salg af aktier bliver ændret. Det betyder, at du nu først skal betale den høje sats på 42 procent i aktieindkomstskat, når din gevinst er over 79.400 kroner. I 2025 lå grænsen på 67.500 kroner. 

Hvis du har en aktiegevinst i 2026 på under 79.400 kroner, skal du betale 27 procent i skat for aktieindkomst.

Mange af ovennævnte satser er noget, som automatisk bliver indregnet i din skat eller trukket via regninger.