Det er tid til at melde dig til generalforsamlinger i TL: Læs mere her

Scenografi, der kan genbruges

Bæredygtighed
Produktionsleder Philip Doolan står i spidsen for projekt evighedsscenografi på operaen i Midten. Det er opera­direktør Freja Friberg Lyme, der har fundet på betegnelsen. Foto: Kåre Viemose
Af Ditte Damsgaard

[ Opgaven ]

Hvordan kan man skabe mere bæredygtig scenografi? I årevis har produktionsleder Philip Doolan fra Operaen i Midten set til, imens stakkevis af scenografi blev kørt væk og smidt ud, forestilling efter forestilling. Plader, kasser, gardiner. Det var sådan, alle gjorde, og han tænkte ikke ­synderligt over det.

Nu er tiden en anden, og bevidstheden om bæredygtighed er stærk på mange teatre og operascener. Også på Operaen i Midten, hvor projekt evighedsscenografi blev skudt i gang med forestillingen Carmen i efteråret 2024.

Operaen har ikke sin egen scene, men rejser rundt til ­forskellige scener og er på den måde Danmarks største egns­teater. Scenografien skal være nem at fragte rundt og ikke veje for meget.

Philip Doolan har opgaven med at opbygge et lager af genanvendelig, tidløs scenografi produceret i stærke og lette genbrugsmaterialer. Første skridt var et sæt af sorte scenografikasser produceret af Plastic Projects i Københavns Sydhavn.

[ Løsningen ]

​Philip Doolan tripper lidt og følger spændt med ind i produktionshallen i Københavns Sydhavn. Bilen med et kæmpe Operaen i Midten-logo ­holder udenfor og er kørt hele vejen fra Holste­bro for at hente første omgang scenografi hos Plastic Projects. De laver plader, kasser og andre produkter af genanvendte materialer.

Inde i produktionshallen står sorte osteformede kasser klar til de glade modtagere.

Den sorte farve stammer fra plastaffald fra havet. Fiskenet, bøtter og spande er blevet knust. Noget af det er håndopsamlet. Andre gange bruger virksomheden landbrugs- og gartneri­affald. Derfor varierer farven også lidt og følger årstiderne, og hvad der ­kommer ind med vind og bølger.

”Farven er meget flottere, end jeg havde regnet med,” siger Philip Doolan og kører en hånd henover.

Han bemærker flere gange hullerne i de lette ostekasser, som netop gør dem nemme at bære.

Det er vigtigt for Operaen i ­Midten at have nogle elementer, der er multi­funktionelle, neutrale og tidløse, så de kan bruges på alle mulige måder til mange forskellige typer forestillinger. F.eks. bliver elementerne i Carmen både til tørrestativ, bord og bænk, og i Rødhætte måske noget helt andet.

Rødhætte skal opsættes til foråret. Her er der mulighed for at få flere farver på kasserne. Måske får de brug for nogle af de konfetti-lignende plastplader, som Plastic Projects også laver. Pladerne kan smeltes om, hvis faconen ikke længere passer. De består af 100% ren plast uden PCB, metal- og træstumper, og der bliver ikke brugt giftig lim.

Der skal mere genbrug ind på teaterscenerne, mener Philip Doolan. Hans drøm er en organiseret database, som er lidt mere organiseret end de grupper, der findes på sociale medier, hvor man kan låne scenografi fra andre teatre, lige fra lamper til tæpper.

”Før har vi været meget i konkurrence, men vi er fælles om at passe på planeten. Vi har alle en interesse i at minimere spild, og derfor skal vi dele meget mere fremfor at smide ud.”