Folketinget har nu ændret reglerne for arbejdsgiveres pligt til at anmelde arbejdsskader hos medarbejdere.
I fremtiden har landets arbejdsgivere pligt til at anmelde det til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), hvis en medarbejder har mindst 3 dages fravær fra jobbet ud over skadedagen på grund af en ulykke på arbejdet.
Hidtil havde arbejdsgiverne pligt til at anmelde arbejdsulykken, når medarbejderen havde blot mindst 1 dags fravær fra jobbet ud over ud over tilskadekomstdagen.
Teknisk Landsforbund har talt imod lempelsen i lovgivningen, inden den blev behandlet og vedtaget af et flertal i Folketinget.
"Det er et fuldstændig forkert signal at sende. Vi skal hverken spare på medarbejderes sikkerhed eller retssikkerhed," skrev TL's forbundsformand Jannik Frank Petersen på LinkedIn i oktober.
Kan blive sværere at få erstatning
Et par dage fra eller til kan måske lyde som en lille ændring. Men lovændringen kan få stor betydning for dem, der kommer til skade på jobbet, mener TL.
For det første kan en arbejdsskade udvikle sig langt værre end først antaget. Og hvis skaden ikke er blevet anmeldt, kan medarbejderne få sværere ved at bevise, at der er sammenhæng mellem deres arbejdsulykke og efterfølgende komplikationer. Dermed kan det blive endnu sværere for medarbejderen at få den erstatning, han eller hun har ret til.
For det andet mener TL, at alle arbejdsulykker skal registreres og analyseres. For det er måden at finde frem til, hvorfor det gik galt ved ulykken. Og det er en meget vigtig viden, når vi som samfund skal forhindre lignende ulykker i at ske i fremtiden.
TL: Kontakt os
Hvert år kommer medlemmer af TL til skade på jobbet – ligesom tusindvis af andre lønmodtagere i Danmark. Faktisk bliver der anmeldt omkring 49.000 arbejdsskader om året, hvor den tilskadekomne må blive hjemme mere end én dag, viser tal fra Arbejdstilsynet.
- Ingen mennesker skal blive syge af deres arbejde. Så hvis TL’ere kommer ud for en skade eller oplever, at de er blevet syge af deres job, så skal de kontakte os. Det er meget vigtigt, at arbejdsulykker og erhvervssygdomme bliver anmeldt, siger Byrial Bjørst, advokat og faglig sekretær hos TL, til Fagbladet Teknikeren.
Hvis uheldet er ude, er det vigtigt, at du - midt i chok og usikkerhed - handler hurtigt og rigtigt fra starten. Her får du en trin-for-trin-guide til, hvad du skal gøre.
1: Sikr dokumentation med det samme
- Tag billeder af ulykkesstedet – f.eks. maskiner, redskaber, omgivelser og eventuelle skader. Kan du ikke selv tage billeder, så bed en kollega om hjælp.
- Notér navne på vidner, som så, hvad der skete.
- Gem alle beviser, også beskeder, instruktioner eller arbejdsopgaver fra dagen.
- Sørg for, at en læge undersøger dig efter ulykken. Alle gener, der kan have en sammenhæng med ulykken, skal med i journalen. Hvis en gene ikke er beskrevet fra starten, kan det være svært at få ret i, at genen skyldes ulykken.
Hvorfor er det vigtigt?
Dokumentationen kan blive afgørende, hvis du skal søge erstatning efter erstatningsansvarsloven. Her skal det kunne bevises, at arbejdsgiveren ikke fulgte arbejdsmiljøreglerne.
2: Sørg for, at ulykken eller sygdommen bliver anmeldt
- Tjek, at din arbejdsgiver anmelder ulykken inden for 14 dage. Arbejdsgiveren har pligt til at anmelde, hvis du ikke kan udføre dit sædvanlige arbejde i mindst tre dage efter ulykken. Eller hvis ulykken forventes at kunne give ret til erstatning.
- Hvis arbejdsgiveren ikke anmelder, skal du eller din fagforening selv gøre det. Brug systemet EASY på virk.dk.
- Anmeldelsen sendes automatisk til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).
- Husk, at erhvervssygdomme også skal anmeldes.
Tip:
Gem en kopi eller kvittering for anmeldelsen som bevis.
3: Få styr på fakta og datoer
- Gennemgå din anmeldelse for arbejdsskaden eller erhvervssygdommen samt lægejournaler.
- Sørg for, at alle datoer, tidspunkter og oplysninger stemmer.
- Bed om at få lavet rettelser hos lægen eller arbejdsgiveren, hvis du finder fejl.
Hvorfor?
Uoverensstemmelser i dokumenterne kan skabe tvivl om, hvornår og hvordan skaden skete – og dermed svække din sag.
4: Kontakt TL og få hjælp til
Kontakt TL så hurtigt som muligt. Hos TL kan du få hjælp med:
- Anmeldelse af skaden eller sygdommen.
- Kontakt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller forsikringsselskab.
- Vurdering af din ret til erstatning.
TL’s advokater er eksperter i arbejdsulykker og kan føre din sag – helt til Højesteret, hvis nødvendigt.
Tip:
Jo tidligere du kontakter TL, jo bedre kan din fagforening hjælpe dig med dokumentation og sagsbehandling.