Onsdag eftermiddag sætter TL’er Bettina Brøndum Andersen sig til rette i et fly, som skal bringe hende til kystbyen Nice i det sydøstlige hjørne af Frankrig.
Her skal miljøkonsulenten i Jammerbugt Kommune de næste par dage på en konference fortælle om en succes med strandkasser på europapaller i det nordlige og vestlige Danmark.
For det danske projekt er nomineret til prisen European Urban Cleanliness Awards, der bliver uddelt fredag 28. november.
”Jeg synes, at det er meget flot. Og jeg er meget beæret over, at man har fået øje på vores metode til at holde vores strande langs Vestkysten i Danmark rene,” siger Bettina Brøndum Andersen til Fagbladet Teknikeren.
200 tons affald i 200 kasser
Otte vest- og nordjyske kommuner er gået sammen med organisationen Hold Danmark Rent for at bekæmpe forurening langs strandene på Vestkysten og den østlige side af Storebælt.
På strandene står der hen ved 200 kasser, hvor borgere og turister kan smide såkaldt marint affald i, så menneskeskabt affald såsom plastik, metal og fiskeredskaber ikke havner i havet.
Strandkasserne er lavet af genbrugstræ, måler 100 x 120 x 90 centimeter og har fået påsat et informationsskilt på tre sprog. Kasserne er monteret på to paller, så det er lettere for kommunernes medarbejdere at tømme og køre dem væk.
Knap 200 tons affald endte i 2024 i strandkasserne ifølge organisationen Hold Danmark Rent.
Læs også: Oprydning efter 46 containere i Jammerbugt
Skal præsentere projektet
Det såkaldte strandkasse-projekt opstod som en del af en Nordisk Strandrydder Dag-kampagne i 2018 og er unikt i Norden.
På de kommende dages konference i Nice skal miljøkonsulent Bettina Brøndum Andersen sammen med tre andre fremlægge det danske projekt for en jury og svare på spørgsmål inden selve overrækkelsen af prisen.
Til konferencen kommer repræsentanter for i alt ti organisationer og byer i Europa for at præsentere deres projekter.
”Det bliver spændende,” siger Bettina Brøndum Andersen, som helt uafhængigt af projektet også er konstitueret formand i TL Nordjylland.
Konceptet kører videre
Hvad betyder nomineringen for dig?
”Det er stort. Specielt fordi jeg var med i planlægningen af oprydningsarbejdet, da Maersk tabte 46 containere ud for Jammerbugts kyststrækning. Strandkasserne blev dengang - og bliver stadig - brugt flittigt af besøgende på strandene. De har haft stor betydning i forbindelse med oprydningsarbejdet, hvor rigtig mange frivillige deltog, siger Bettina Brøndum Andersen og slår fast:
”Projektets fremtid ser fin ud, og det er et koncept, som fortsætter.”