Tivolis designer jagter magien i hver eneste detalje

I eventyret om Rødhætte og ulven vandrer Rødhætte dybere og dybere ind i skoven, fordi hendes øjne fanger smukkere blomster til bedstemor længere fremme. Sådan skal det også være i Tivoli, mener designer Thomas Winkler: Gæsterne skal fristes videre af smukke detaljer.

Han arbejder som havens designer og ­huskunstner og har julekugler, ­servietter, plakater og design af forlys­telser på sit bord.

Det fortæller han ­Teknikeren på sit kontor inde i HC Andersen-­slottet*, hvor han fra en ­blomsterrig altan har udsigt over haven. Kontoret bugner af figurer, spille­dåser, pynt og julekugler. Gamle plakater hænger side om side med ugler, aber og en englestatue med Tivoli-kasket.

Thomas Winkler har mast imponerende meget nips ind på lidt plads. Men det er ikke tilfældigt, at det står her. Han bliver inspireret af Tivolis historie og bruger den i sit arbejde, når han skal designe nyt, fortæller han.

Ét stort teater

Ved skrivebordet åbner Winkler Illu­strator, som han bruger i sit arbejde. Netop nu designer han juleplakater og pynt. Nogle gange tegner han en skitse i hånden og fører det over på computeren.

”Det er lidt som at trylle,” siger han.

Han tager akvarelfarver og et postkort med Pjerrot frem, som han derefter kan overføre digitalt.

I hans afdeling sidder arkitekter, gra­fikere, lysdesignere, scenografer og dekoratører. Til sammen er deres opgave, at Tivoli er pakket pænt ind.

Thomas Winkler er uddannet beklædningsdesigner. Han har arbejdet på Jytte Abildstrøms teater i 20 år og betragter Tivoli med et scenisk blik.

”Tivoli er ét stort teater. Når folk træder ind, bliver de en del af en scenografi.”

Hvis Tivoli f.eks. køber en stor forlystelse, er det Thomas Winklers og hans kollegers opgave at ”scenografere den”.

”Vi skal få noget, som kunne se rigtig kedeligt ud, til at se helt fantastisk ud.”

Hans hverdag veksler mellem design ved computeren og ture i haven for at justere skilte og udsmykning, og han kigger på vinkler og solens retning. Når han arbejder med forskellige materialer, er han bevidst om både farver og glans, og om et skilt bliver bleget af solen.

Han er besat af farver, design, former, æstetik, fest og ballade og har altid elsket Tivoli.

”Jeg kan huske som barn, at der i vinduerne på den gamle tegnestue overfor Hovedbanegården stod små modeller af rutsjebanen og stativer med tusser og pensler. Jeg tænkte: Her er et arbejde, hvor man må bruge tusser og pensler. Jeg lavede ikke andet end at tegne som barn, så det var en stor opdagelse.”

Han kom ind i Tivoli ved lidt af en tilfældighed for 16 år siden. Han var ledig efter nogle trange år på teateret, skulle i aktivering, og han foreslog selv Tivoli. Derfra gik det stærkt.

”Min forgænger Richardt Branderup var på vej videre, og Tivoli Hotel og kongres­center var ved at blive bygget. Jeg kom hurtigt ombord og stod pludselig for vægfarver, møbler, ud­smykninger og dekorationer, og... wow… jeg er selv meget imponeret over resultatet og over, at jeg fik lov,” siger han og fortsætter efter en lille pause:

”Og første gang, der kom et læs af merchandise, som jeg havde tegnet, tænkte jeg: Det her var faktisk det, jeg drømte om. It's happening.”

Tivolis huller

En del af Thomas Winklers arbejde er også at gå rundt i Tivoli og finde ”huller” – altså de detaljer, der ser triste ud. Det kan f.eks. være mellemrummet mellem to boder, som ingen andre tænker over.

Derfor forlader vi ugler og spilledåser og går en runde i haven. Radiobilerne står stille, det samme gør ballongyngerne og rutsjebanen. Her er ingen hvin, ingen spiser candyfloss eller is. Mennesker i arbejdstøj myldrer rundt. Et sted står ca. 20 tæt samlet midt i en briefing.

”Dette er en byggeplads. Vest er påkrævet,” står der advarende på et skilt.

Tivoli har netop lukket portene til sommersæsonen og skal med lynfart omarrangere, så de om en uge kan slå dørene op til Halloween*, hvor hekse, edderkopper og monstre skal skabe gys i gæsterne.

Paller med varer står tæt, en sammenklappet trævogn er klar til græskar, og en meterstor edderkop spærrer stien og skal snart finde sin helt egen plads i virvaret. Der er med andre ord masser af huller og kaos, men designeren ser igennem fingre med det lige i dag og har i stedet travlt med at pege på sine små påfugleskilte og -vandposter, som alle har deres egen finurlige historie.

Thomas Winkler har tegnet hekse og flagermus til årets udstilling. Alligevel er Halloween gartnernes sæson, mener han. De planter kål og blomster og pynter med græskar, så haven fremstår frodig.

Han viser os sit yndlingssted – de små springvand i Parterrehaven. ”Tivoli har også en stille side. Jeg elsker det her sted. Se lige de PH-lamper,” siger han og slår armene ud mod PH-lamperne hele vejen rundt om springvandene. Poul Henningsen var i 1940’erne Tivolis chefarkitekt.

Vi går langsomt rundt og taler om skilte og farver. Thomas Winkler stopper op og fortæller om et skilt med en rygende påfugl, som anviser, hvor rygerne må tænde op.

”Faktisk kan jeg slet ikke selv lide at køre i forlystelser,” siger han, imens vi går.

Han er grundig med sit arbejde, men er også god til at sige pyt, hvis han opdager en fejl. Det bliver tydeligt, når han også viser detaljer, som han er mindre stolt af – f.eks. farven på en karrusel.

Ved forlystelsen Kamelen klatrer han helt hen og sætter sig i forreste sæde. Den holder også stille i dag.

Den har han designet, fortæller han og kører en hånd over en vogn. Glasruderne rundt om har han også tegnet med inspiration fra 1001 nat.

En særlig æstetik

Tivolis æstetik er svær at sætte på formel, siger Thomas Winkler. Der findes Tivoli-guld, men ellers er alle farver velkomne. Når han designer, sker det med intuition.

”Min streg passer bare godt til Tivoli.”

Men Tivoli skal udvikle sig hele tiden, påpeger han.

”Vi må aldrig blive et museum. Min streg skal også skubbes lidt til, og vi skal ikke tro, at vi skal bygge Tivoli-agtigt. Vi skal bygge, som man bygger nu, med Tivolis æstetik for øje.”

Hans arbejde har også skiftet form i årenes løb. Før tog han sig meget af indretning, nu er andre ansat til det.

”Og det betyder ikke, at jeg er ude af billedet. Det betyder bare, at nogle opgaver ikke længere er mine,” siger han og holder en lille tænkepause.

”Der kan godt være opgaver, hvor jeg sidder og tænker, åh, den vil jeg gerne have haft. Og så skal jeg tegne en hotdog i stedet. Men altså, jeg skal stadig tegne en hotdog til Tivoli.”