Det er tid til at melde dig til generalforsamlinger i TL: Læs mere her

“Vi skal råbe op, når vi ser det”

16% af TL’s medlemmer, som arbejder i byggebranchen, har været vidne til lov­overtrædelser, viser ny undersøgelse.

Byggeri
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.
Af Ditte Damsgaard

Dokumentarer som ‘Den sorte svane’ og ‘Underdanmark’ har i 2024 vist, at der foregår lov­overtrædelser med asbest, illegal arbejdskraft og forurenet jord i Danmark.

Teknikeren har i en medlemsundersøgelse undersøgt, hvad TL-medlemmer er vidne til i byggebranchen. Det er b.la. bygningskonstruktører, byggeteknikere, tekniske designere og byggekoordinatorer, og de er typisk ansat som bygge­ledere, teknikere, rådgivere, ­projektledere og -assistenter.

Resultaterne viser, at selvom TL-medlemmer ikke står direkte med hænderne på asbestpladerne, så er de fra deres kontorstole vidne til de lovovertræd­elser, der foregår.

Tallene fra Teknikerens ­undersøgelse overrasker ikke Pia Wessel.

Hun er projektassistent og arbejds­miljø­repræsentant for funktionærerne hos VVS-virksomheden Christoffersen og Knudsen A/S. De har specialiseret sig i bygningsrenovering, primært renovering af vandrør og faldstammer.

I byggebranchen er det et vilkår at holde øje med de brodne kar, mener Pia Wessel.

”Hvis man ikke er opmærksom på det, får vi aldrig bugt med det. Jeg synes, at vi skal råbe op, når vi ser det.”

Pia Wessel er uddannet teknisk assistent og står for beboerhåndtering, varslinger, mangelgennemgange, førregistreringer, og opretter opgaver i Dalux  og sender videre ud til under­entreprenørerne, når Christoffersen og Knudsen A/S er på en sag. Hun står også for koordinering med underentreprenørerne og har snor i dem sammen med byggelederen.

Der er godt styr på regler og arbejdsmiljø på hendes arbejdsplads. Det skyldes i høj grad den åbenhedskultur, som ledelsen understøtter, forklarer Pia Wessel.

”Åbenhedskultur ligger i firmaets DNA. Vi kan komme og sige det hele, og vi har en meget flad struktur og ordentlige forhold.”

Hvad betyder det for arbejds­miljøet, at der er åbenhed?

”Det betyder, at det er et rart sted at være. Det er rart at vide, at der altid er nogen, der har ens ryg, hvis der opstår problemer. Der er et godt klima hele vejen rundt.”

Hvis medarbejderne oplever det mindste, kan de altid komme og sige det, forklarer Pia Wessel. 

Asbest skaber problemer

Det er især ulovlig håndtering af asbest, som medlemmerne er vidne til, viser Teknikerens undersøgelse.

Og det genkender Pia Wessel. I isoleringen i vandrør gemmer sig nogle gange asbest, og det er ifølge hende velkendt, at visse nedrivningsfirmaer ser igennem fingrene med reglerne.

”Lige pludselig kan der komme folk forbi, som man aldrig har set før, og man kan ikke tale med dem, fordi de ikke kan dansk. Hos os er aftalen, at vi altid skal have en kontaktperson, der kan tale dansk. Hvis der pludselig står fem argentinere klar til at lave asbestsanering, går jeg ud og snakker med dem eller ringer til deres formand og i sidste ende deres chef. Vi kan godt finde på at forlange at se certifikater”.

Det er ikke kun udlændinge, der mangler viden om asbest. Pia Wessel har også stoppet nogle murere, der skar i fliser uden værnemidler.

”Vi har lige renoveret en masse badeværelser, hvor der var asbest i den gamle fliseklæb. Det er ikke alle, der ved det.”

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.

Overvej alvorligheden

Åben kultur på arbejdspladsen er ikke noget, alle har. TL har desværre set sager, hvor dem, der råber højt om ­lovovertrædelser, bliver sat på porten.

Når 16% svarer, at de er vidne til lovovertrædelser i Teknikerens under­søgelse, må vi formode, at der nok ikke er tale om små lovovertrædelser om f.eks. hviletid, siger TL’s advokat Byrial Bjørst.

Han opfordrer medlemmer til at tage fat i TL og få hjælp til at få overblik og vurdere, hvor alvorligt det er.

”En medarbejder kan føle, at noget er forkert. Men vi skal være sikre på, om det her har en alvor, så der skal gøres noget. Og vi skal også sikre os, at vi kan bevise det.”

Med asbest og manglende fald­sikring er det indlysende, at der er tale om overtrædelser, der bringer andres sundhed i fare. Og så skal man reagere.

Oplever man det, bør man tage fat i TL eller Arbejdstilsynet, mener Byrial Bjørst.

Hvis man er alene TL’er på en arbejdsplads, og TL pludselig går ind i sagen, kan man så blive afsløret den vej?

”Ja, der er en risiko. Men vi har medlemmet i centrum og vil prøve at se, om er er andre veje til at få løst problemet. Vi kan rejse fagretlig sag, men vi kan også tage fat i myndighederne og tage fat i kolleger i andre fagforeninger, så medlemmet ikke kommer i klemme.”

Læs lederen “Ubehagelig viden” af Jannik Frank Petersen.

Ræk ud til Arbejdstilsynet

  • Arbejdstilsynet modtager i gennemsnit 6.000-8.000 klager over arbejdsmiljøet om året. Arbejds­tilsynets Call ­Center oplyser, at der har været en stigning i antallet af klager vedrørende asbest i løbet af de seneste 3 måneder.
  • Ansatte kan til enhver tid henvende sig anonymt til Arbejdstilsynet med ­bekymringer om forhold i arbejds­miljøet. Det kan ske enten via telefonisk kontakt til Arbejdstilsynets Call Center 7012 1288 eller via en klageblanket på ­Arbejdstilsynets hjemmeside at.dk.
  • Arbejdstilsynet har absolut tavshedspligt om klagen, dvs. at Arbejdstilsynet ikke over for arbejdsgiveren eller andre må oplyse, at Arbejdstilsynet har modtaget en klage.
  • Ansatte, der er bekymrede for arbejdsmiljøet på deres arbejdsplads, har lige­ledes mulighed for at henvende sig til deres arbejdsmiljørepræsentant, der ­repræsenterer de ansatte i virksom­hedens arbejdsmiljøorganisation.
  • I tilfælde af en alvorlig og umiddelbar fare, som ikke kan undgås, har en ansat efter arbejdsmiljølovens § 17a ret til at forlade sin arbejdsplads eller et farligt område. Den ansatte må ikke udsættes for forringelse af sine forhold på grund af dette. Bliver den ansattes rettigheder krænket, kan den ansatte tilkendes en godtgørelse.  

[ Kilde: kontorchef i Arbejdstilsynet, Sofie Bisbjerg ]