Dette er en del af en valgkampagne fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Annie Backer Christensen er 28 år og nyuddannet katastrofe- og risikomanager. Hun vil gerne gøre en forskel. Gerne dér, hvor det virkelig brænder.
Men hun er også blevet rygopereret to gange.
På en ferie i 2022 løftede hun en kuffert forkert. Det kostede en diskusprolaps. Siden har hun været igennem operationer og flere års kamp og genoptræning for at få kroppen tilbage.
“Jeg har altid været sund og rask og holdt mig i gang. Det kom fuldstændig bag på mig. Og nu sidder jeg og kigger ind i et arbejdsliv, der måske skal vare, til jeg er 74. Jeg ved simpelthen ikke, om min krop kan holde til det.”
For Annie er pensionsdebatten ikke teoretisk. Den er personlig.
En generation med lange udsigter
Da hun så, at pensionsalderen kan ende på 74 år, og at hun potentielt har mere end 45 år tilbage på arbejdsmarkedet, reagerede hun.
“Jeg kiggede rundt på mine forældre og deres venner og tænkte: Det kan de jo ikkeholde til. Så hvordan kan man forvente at vi kan?”
For Annie selv ligger pensionsalderen lige nu på 74 år.
Hun oplever, at mange unge føler sig klemt fra flere sider.
“Boligmarkedet er blevet sværere at komme ind på. Dimmitend-dagpengene er sænket til det halve. Tempoet på arbejdsmarkedet er højt allerede fra første dag. Og hver gang økonomien skal hænge sammen, er svaret, at vi bare må arbejde lidt længere. Men der er altså en grænse.”
Tre ud af fire under 50 år er bekymrede for, om de kan holde til at arbejde frem til pensionsalderen - også selvom mange, ligesom Annie, kun lige er trådt ind på arbejdsmarkedet.
“Det kan ikke være rigtigt, at vi bare justerer på pensionsalderen og håber, at menneskerne følger med. Et arbejdsliv er ikke kun et tal i et regneark – det er altså mennesker vi taler om"
Drømmen om at rykke ud – og kroppen, der siger fra
Annie valgte sin uddannelse, fordi hun ville arbejde med beredskab og nødhjælp.
I praktik i Jamaica var hun med til at udarbejde landets nationale beredskabsplan. I Grønland arbejdede hun under et større strømsvigt i Nuuk og var med til at sikre samfundskritiske institutioner.
“Det er det, jeg brænder for. At være der, hvor det virkelig gælder.”
Drømmen er at blive udsendt til katastrofeområder. Arbejde intenst i perioder. Gøre en konkret forskel. Men arbejdet kræver mobilitet og fysisk robusthed. Og efter to rygoperationer er hun i tvivl om hun kan holde til det.
“Jeg er nødt til at overveje, om jeg skal finde et mere klassisk kontorjob. Ikke fordi jeg det er det jeg drømmer om. Men fordi jeg måske ikke har noget valg.”
Det er et paradoks: Hun er 28 år og allerede i gang med at indrette sit arbejdsliv efter fysiske begrænsninger.
Nedslidning rammer skævt
Annie ved godt, at hun i princippet kan lande i et mindre fysisk krævende job. Men det er ikke alle, der har den mulighed.
Hendes mor har arbejdet 30 år som sosu. De sidste ti år var præget af sygdom og kamp for at få seniorpension. Hendes far har været håndværker og gik tidligt på pension efter et langt og fysisk arbejdsliv.
“Jeg synes, det er fair, at jeg skal arbejde længere end dem. Fordi det ikke er ligeså fysisk krævende. Men jeg synes ikke, det er fair, at lade som om at alle arbejdsliv er ens - og at alle kan holde til det samme”
Virkeligheden er, at arbejdsliv er forskellige. Nogle slider kroppen ned. Andre slider psyken. Halvdelen af de beskæftigede seniorer oplever høj psykisk anstrengelse i arbejdet . Samtidig er der stor ulighed i sundhed og nedslidning, som forstærkes, når pensionsalderen stiger.
Et pensionssystem skal derfor være både trygt, retfærdigt og ansvarligt .
Et arbejdsliv med plads til livet
Annie drømmer ikke om at arbejde mindre, fordi hun ikke vil bidrage. Hun drømmer om fleksibilitet.
En fire-dages arbejdsuge. Mulighed for at gå ned i tid i perioder uden at miste rettigheder og pensionsopsparing. Tid til fagligt og demokratisk engagement og – på sigt – måske familie.
“Arbejde er vigtigt. Nødvendigt. Men det kan - og skal, ikke være hele meningen med livet.”
I dag er arbejdsmarkedet ofte indrettet sådan, at man enten arbejder fuldtid – eller også mister man rettigheder og optjening. Det rammer skævt og kan få konsekvenser for pensionen senere i livet.
Hvis vi ønsker et langt arbejdsliv, kræver det investeringer i arbejdsmiljø, forebyggelse af fysisk og psykisk nedslidning og bedre seniorordninger . Det kræver også reelle muligheder for sporskifte undervejs, og gradvis tilbagetrækning .
Tid til retfærdighed
For Annie handler pensionsdebatten om retfærdighed mellem generationer.
Med den nuværende levetidsindeksering risikerer yngre generationer at få færre år på pension end tidligere generationer. Pensionskommissionen har vist, at der findes alternative modeller, hvor pensionsalderen kan stige langsommere og stadig være økonomisk ansvarlig .
Fagbevægelsen foreslår derfor:
Alt sammen for at sikre et pensionssystem, der er trygt, retfærdigt og ansvarligt .
“Jeg vil gerne arbejde. Jeg vil gerne bidrage. Men jeg vil også have et liv – og nogle gode år bagefter.”
Annie ønsker tid til flere gode år. Tid til at passe på kroppen. Tid til retfærdighed.
Det er tid til handling.