Den nye overenskomstaftale for ansatte i kommunerne blev præsenteret lørdag eftermiddag. Aftalen skal bl.a. lægge rammen for lønudviklingen for 500.000 ansatte i landets 98 kommuner. Den samlede ramme er på 8,8% og gælder for 2024 og 2025. De første 4% lønstigninger kommer allerede i april 2024.
Der er i aftalen afsat 2% til organisationsforhandlinger, hvor de enkelte fagforeninger forhandler for deres medlemmer.
”Godt der nu også er forhandlet en aftale på plads for alle ansatte i kommunerne, herunder også TLs medlemmer. Der er som på statens område en masse gode elementer og pæne lønstigninger til alle,” siger Jannik Frank Petersen, forbundsformand i TL.
På kort form indeholder aftalen bl.a.:
- En aftale der gælder 2 år og med en samlet ramme på 8,8% til løn og andre tiltag.
- Generelle lønstigninger lander i aftalen på 6,51% inklusiv reguleringsordningen.
- Hurtig udmøntning af de generelle lønstigninger, hvor 4% bliver udbetalt 1. april 2024.
- 2% til organisationsforhandlinger.
- En ordning, der sikrer, at de offentligt ansattes løn følger med de privatansattes lønninger.
- Der sættes penge af til de lavestlønnede i kommunerne.
- Opsparingsmodel, hvor der er mulighed for at opspare lønnet frihed til senere brug.
- Tre ugers ekstra barsel med løn til far eller medmor.
- Styrkelse af tillidsrepræsentanternes rolle.
Forhandlingerne fortsætter
I de kommende uger vil en række andre overenskomster blive forhandlet på plads. Som en del af processen med overenskomstforhandlinger, så forventer vi at indsende konfliktvarsel primo/medio marts.
En vigtig detalje i denne forbindelse er, at når konfliktvarslet er sendt, er det ikke længere muligt at melde sig ud. Dette er helt normal procedure, da fællesskabet støtter op om de kolleger der er i konflikt. Det er hele tiden muligt at melde sig ind, men hvis man først melder sig ind efter, at konfliktvarsel er sendt, så kan man ikke modtage konfliktstøtte.