Teknisk Landsforbund indgår forlig om teateroverenskomst

Teknisk Landsforbund og Dansk Scenekunst har indgået et nyt overenskomstforlig for teatrene under søjle B-overenskomsterne. Aftalen giver blandt andet lønstigninger, bedre barselsvilkår og ret til barnets tredje sygedag.

Arbejdsliv
Af Sebastian Risbøl Jacobsen

Tirsdag aften indgik Teknisk Landsforbund og Dansk Scenekunst efter længere forhandlinger et nyt overenskomstforlig for teatrene under søjle B-overenskomsterne.

Ifølge Jimmi Eiberg, formand for TL Hovedstaden og Bornholm og politisk ansvarlig for forhandlingerne, har forløbet været krævende.

“Det har ikke været nogle lette forhandlinger, men vi kom i mål, og jeg er særligt glad for, at vi har fået ændret vilkårene for barsel væsentligt, og at vi nu har fået udvidet muligheden for at passe syge børn med barnets tredje sygedag,” siger Jimmi Eiberg.

Hovedpunkterne i forliget er:

  • Generelle lønstigninger på samlet 6,8 pct.
  • Forbedrede barselsvilkår.
  • Ret til barnets tredje sygedag.
  • Periodeprojekt og forsøgsordning for timelønskontrakter.
  • Periodeprojekt om lønstruktur.
  • Hensigtserklæringer om at mindske overarbejde.

Nu fortsætter overenskomstforhandlingerne mellem TL og Dansk Scenekunst for teatrene under søjle A-overenskomsten. Hvis der også opnås forlig på dette område, vil begge aftaler blive sendt til afstemning blandt de berørte medlemmer umiddelbart efter.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL