Bygnings­kon­struk­tører nu også dækket af TL-overenskomst

Flere medarbejdsgrupper inden for landinspektørbranchen – herunder bygningskonstruktører - bliver nu omfattet af PLF/TL-overenskomsten. Det kan få betydning for såvel løn, pension og arbejdsvilkår.

TL Nyt
Bygningskonstruktører ansat hos virksomheder i landsinspektørbranchen nu også er omfattet af TL's overenskomst, og det kan få betydning for både løn, pension og andre arbejdsvilkår som feriefridage og efteruddannelse. Foto: Colourbox
Af Susanne Bruun

Praktiserende Landinspektørers Forening (PLF) er fra 1. juli 2024 blevet medlem af Dansk Erhverv Arbejdsgiver (DEA).

Derfor har Teknisk Landsforbund (TL) haft tilpasningsforhandlinger med begge arbejdsgiverorganisationer om den eksisterende overenskomst mellem PLF og TL.

Resultatet af forhandlingerne er, at overenskomsten videreføres uden ændringer i den kommende overenskomstperiode. Det betyder bl.a., at medarbejdere, der allerede er omfattet af PLF/TL-overenskomsten, vil fortsætte under de samme vilkår som hidtil.

Nye grupper omfattet af PLF/TL-overenskomsten

Men der er også en vigtig ændring: Dækningsområdet i PLF/TL-overenskomsten bliver nu udvidet, så det matcher dækningsområdet i den overenskomst, som TL og DEA har i forvejen i en række andre brancher.

Det betyder, at flere medarbejdergrupper nu er omfattet af overenskomsten, blandt andet bygningskonstruktører, designere/formgivere og personer med en videregående teknikeruddannelse som designteknolog, elinstallatør og automationsteknolog.

Denne udvidelse betyder i praksis, at bl.a. bygningskonstruktører ansat hos virksomheder i landsinspektørbranchen nu også er omfattet af overenskomsten. Det kan få betydning for både løn, pension og andre arbejdsvilkår som feriefridage og efteruddannelse.

Eventuelle tilpasninger af løn- og ansættelsesvilkår skal ske med tilbagevirkende kraft pr. 1. juli 2024.

Hvis du har spørgsmål til det nye dækningsområde eller konsekvenserne for dine ansættelsesvilkår, er du som altid velkommen til at kontakte Teknisk Landsforbund.

Ring tlf. 3343 6500 eller skriv til fagforeningen@tl.dk