Dette indlæg er oprindeligt bragt i Avisen Danmark, 10. maj 2026
Af Jannik Frank Petersen. TL, og Claus Jensen, Dansk Metal.
Krig i Europa, cyberangreb, sabotage, ekstremt vejr og sårbare forsyningskæder har gjort det tydeligt, at beredskab ikke længere er noget, vi kan placere i en fjern myndighedsskuffe. Det angår os alle og er tæt forbundet til vores velfærd og produktion – hvis vi gør det rigtigt.
En undersøgelse fra Common Agenda viser, at "Danmarks sikkerhed og forsvar" var et af de mest afgørende emner for vælgerne ved det netop overstået folketingsvalg. Danskerne har forstået alvoren, og for nylig oplevede mange, hvorfor det skal prioriteres højt.
Da køreledninger faldt ned mellem Ringsted og Køge Nord, blev togdriften i midten af april lammet i store dele af landet.
Den ene af disse to skribenter tilbragte – ligesom tusindvis af andre passagerer – en hel dag i toget og nåede ingen af dagens aftaler. Driften var først på vej mod normal flere dage senere.
For nogle passagerer blev det til en hel nat i et tog uden ordentlig adgang til mad og vand og med aflåste stationer. Det var ikke det danske beredskabs stolteste øjeblik, og det afslørede en sårbarhed i vores infrastruktur, der kan udnyttes.
Det er blevet populært at kigge mod Finland, når vi taler beredskab og forsvar, og der er også meget at lære. Men der er også meget at hente i vores egen historie: At bygge og investere klogt, så den samme krone kan løse flere opgaver.
Under Den Kolde Krig var beredskab herhjemme tænkt ind i samfundsplanlægningen. En parkeringskælder kunne også være beskyttelsesrum. En skole kunne fungere som midlertidigt lazaret. En sportshal kunne blive et lokalt knudepunkt i en krisesituation.
Det var organiseret sund fornuft. Den tankegang har vi brug for igen.
Når vi i de kommende år investerer i beskyttelsesrum, nødstrøm, robuste bygninger og lokal beredskabskapacitet, skal pengene ikke kun gå til beton, der står tomt og venter på en krise. De skal også gå til bedre idrætshaller, stærkere skoler, plejehjem, der kan klare strømafbrydelser, og lokalsamfund, der hænger bedre sammen i hverdagen.
Det er "dual use" i praksis. Investeringer, der både skaber tryghed i kriser og værdi og bedre velfærd i hverdagen.
Det samme gælder vores kritiske infrastruktur. I mange år har Danmark optimeret efter effektivitet og lave omkostninger.
Det har gjort os produktive, men også sårbare. Når der kun er ét system, én forbindelse eller én leverandør, skal der ikke meget til, før hele kæden bryder sammen.
Redundans betyder, at vi har flere løsninger, forbindelser eller kapaciteter klar, så samfundet stadig fungerer, når noget svigter. Og redundans er ikke spild. Redundans er forsikringen for, at Danmark virker, når det virkelig gælder.
Det finske forsyningsberedskab bygger på et tæt samspil mellem stat, virksomheder og civilsamfund. Finland arbejder med forpligtende krav til virksomheder med kritiske funktioner, blandt andet om nødlagre, uddannelse af medarbejdere og evnen til at opretholde drift i krisesituationer.
Danmark har over 100 års erfaring med trepartsaftaler og et stærkt samarbejde mellem arbejdsgivere, lønmodtagere og stat. Det er et oplagt fundament for at formalisere en dansk model for et kommende beredskab, hvor virksomheder frivilligt stiller ressourcer og kapacitet til rådighed for samfundet, når krisen rammer.
Hele denne totaltankegang bør også gælde for de massive investeringer, som vi nu foretager i Forsvaret. Når Danmark køber materiel, teknologi og kapacitet, skal vi selvfølgelig sikre det bedste udstyr til vores forsvar. Men vi skal samtidig være langt mere ambitiøse og tage forsyningssikkerheden af forsvarsmateriel alvorligt.
Det gør vi ved at sikre, at forsvarsindkøb også omsættes til danske industriarbejdspladser med danske og europæiske leverandørkæder med lærepladser og udvikling af nye tekniske kompetencer.
Forsvarsinvesteringer, der alene forsvinder ud over landets grænser, svarer til at pisse i bukserne. Det varmer på den korte bane, når lagrene fyldes op, men på det lange seje træk udhules vores forsvarsindustrielle kapacitet imens statskassen udhules.
Tænk blot på tiden under Covid-19, hvor vi ikke selv kunne producere de nødvendige værnemidler. I en krigssituation har vi ikke tid til at vente flere måneder, hvis der overhovedet er noget at købe på verdensmarkedet for forsvarsmateriel.
Et stærkt totalforsvar kræver, at vi kan producere, reparere, omstille og videreudvikle mere selv. Det kræver faglærte, teknikere, konstruktører, specialister, kloge hænder og kloge hoveder i danske virksomheder og i Forsvaret der kan levere, når krisen rammer.
Et stærkt dansk totalberedskab kræver en tilbagevenden til fortidens totaltænkning.