Dette er et debatindlæg skrevet af forbundsformand Jannik Frank Petersen, der er blevet bragt i Avisen Danmark tidligere.
Under den kolde krig byggede Danmark tusindvis af sikringsrum og kombinerede beskyttelsesrum. Dengang var den enkle tanke at vores infrastruktur skulle kunne bruges til mere end ét formål. En parkeringskælder kunne også være et beskyttelsesrum. En sportshal kunne fungere som samlingssted i en nødsituation. Vores folkeskoler skulle også kunne fungere som midlertidige lazaretter med brede gange som på et hospital. Det var sund fornuft dengang, og det er det blevet igen.
I dag står vi nemlig over for nye trusler. Ekstremt vejr og stigende havvand. 100-års hændelser kan blive treårshændelser i fremtiden. Cyberangreb på vores vandværker og spændingsniveauet mellem Vesten og Ruslands har givet os et mere uforudsigeligt sikkerhedspolitisk klima.
Derfor er der på finansloven sat 500 millioner kroner af til at styrke samfundssikkerheden og beredskabet. Og derfor blev der i sommer iværksat et nationalt eftersyn af landets beskyttelses- og sikringsrum for at kortlægge deres aktuelle stand og kapacitet.
Senest har Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab så foreslået at styrke statens beføjelser på beskyttelsesrumsområdet. Ministeriet vil overtage kommunernes pligt til at sikre beskyttelsesrum til borgerne og vil kunne påbyde kommuner at opføre nye.
Det er alt sammen godt. Men beredskabet skal ikke nødvendigvis genopfindes. Uanset om ansvaret ligger hos ministeren eller borgmesteren, er det mit ønske, at vi lader os inspirere af fortiden. For ligesom dengang bør vi igen tænke "dual use": investeringer, der både styrker vores hverdag og vores robusthed i kriser.
I stort set alle kommuner fungerer sportshaller og folkeskoler nemlig allerede som lokale samlingssteder, når stormen raser, strømmen går, eller oversvømmelser rammer. Og i stort set alle kommuner har vi nedslidte skoler og idrætshaller. Vi kan med andre ord løse to problemer på én gang.
Teknisk Landsforbund foreslår, at vi genindfører princippet om dual use i beredskabet. Ganske enkelt gør det til en kommunal pligt, at idrætshaller og folkeskoler også er klar til krisesituationer som lokalt forankrede nødcentre.
Hver kommune bør udpege sine sportshaller og skoler som officielle beredskabscentre, der kan klargøres på få timer. Her kan være nødstrøm, vand, feltsenge og kommunikationsudstyr, og i hverdagen plads til det skole- og foreningsliv, som det danske samfund bygger på.
Det er investeringer, der kan finansieres delvist via forsvars- og beredskabsmidler. For hver krone, der bruges på at forstærke Danmarks sikkerhed, kan vi samtidig styrke folkesundheden, folkeskolen og foreningslivet i lokalsamfundet.
Vi bør også tilbyde uddannelse til lokale frivillige, som i praksis vil udgøre et borgerværn til førsteindsats i nødcentrene, når krisen rammer.
Beskyttelsesrumslovgivningen har ændret sig siden 1950’erne, men principperne om fælles ansvar og forudseenhed gælder stadig. Dengang var det lovpligtigt, at nybyggeri i byerne blev opført med sikringsrum. I dag er det kun et kommunalt valg.
Når vi gør idrætshaller og skoler til Danmarks moderne nødcentre, fyrer vi ikke kun pengene af på passivt beredskab, men investerer i fællesskab, tillid og tryghed. Dét er god beredskabspolitik.
