Dette indlæg er oprindeligt bragt i Politiken, 15. maj 2024. Du kan også læse det her.
Hvor meget skal vi egentlig presse vores børn og unge? Det spørgsmål stillede jeg mig selv, da jeg læste visionerne for fremtidens gymnasiale uddannelser, som Dansk Industri og Dansk Metal præsenterede for nylig.
For det skal være sværere at få adgang til de tre år på gymnasiet,
som mange unge i dag sværger til efter folkeskolen, må man forstå. Og en stor del af dem har slet ikke noget at gøre der, må man også forstå.
Forklaringen er tilsyneladende, at gymnasiet, i manges tilfælde, er et automatvalg, der tages, når man ikke rigtig ved, hvad man vil. Derved ender alt for mange med tre års gymnasietid, selvom de havde været bedre tjent med at gå en anden vej i livet.
Og løsningen på sådan et problem synes da også nærliggende; hæv adgangskravet, så færre har mulighed for at blive optaget.
Samtidig vil man rette uddannelsen mere mod videregående uddannelser, end tilfældet er i dag. Til gengæld skal den nuværende 2-årige hf-ordning gøres mere praksisorienteret og målrettet videre uddannelse på korte og mellemlange videregående uddannelser såvel som erhvervsuddannelser.
Målet er at skabe »et bredere gymnasium til Danmarks unge«, og det er i og for sig også en sympatisk vision.
Men det er her, jeg alligevel spørger, hvor meget vi egentlig skal presse vores børn og unge? For er det fair, at man i en higen efter at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, ekskluderer en stor gruppe fra den vej i livet, de ønsker at gå? Jeg synes faktisk, det er urimeligt.
Det er, som om man helt overser, at gymnasiet ikke udelukkende er for dem, der skal læse lange videregående uddannelser, og at man i øvrigt ikke bliver en dårligere smed, fordi man tilfældigvis var en tur forbi gymnasiet, inden man trak i arbejdstøjet. Jeg anerkender, at der er brug for, at vi tegner rammerne omkring de forskellige uddannelsesveje mere tydeligt op - og at mange vælger gymnasiet, fordi de ikke er afklarede om fremtiden. Derfor synes jeg, at forslaget om at skrue på antallet af A-fag på de gymnasiale uddannelser, som er en del af det samlede forslag, er fornuftigt. Ved at stille krav om flere A-fag signalerer man, at gymnasiet er en boglig vej at gå.
Ikke for at afskrække nogle, men for at åbne deres øjne for de alternativer, der også er. For det er kun ved at gøre alternativerne attraktive, at vi får glade og entusiastiske studerende. Ikke ved at udelukke dem fra noget andet i et køligt fokus på at få dem "rettet ind" og fortælle dem, at gymnasiet er for "de kloge børn". Jeg er helt med på, at vi som samfund har en pligt til at bane vejen for, at unge tager gode beslutninger til gavn for samfundet. Vi har bare også en anden vigtig pligt: At bane vejen for det at være et ungt menneske og at tage beslutninger til gavn for sig selv - med de forkerte valg, der indimellem også følger med.
Hvis vi oprigtigt ønsker, flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse, må vi i stedet fokusere på at gøre erhvervsuddannelserne attraktive ved at tale de mange fantastiske tilbud op, vi har på hylderne. Jeg frygter, at man er ved at gøre det modsatte her. For hvilken konsekvens vil det få, hvis vi gør den 3-årige gymnasiale uddannelse til en eksklusiv klub for de få? Jeg har et bud: Det gør karakterræset mere potent og uudholdeligt, end det i forvejen er. Og gymnasiet bliver et prestigeprojekt, man i endnu højere grad stiler efter. Og så går luften jo lidt af ballonen her.
Desværre. For ambitionen om at få flere unge til at tage det, for dem, bedste uddannelsesvalg, er både sympatisk og klogt tænkt. Og jeg er enig i, at vi skal turde tage de svære diskussioner om ungdomsuddannelserne, hvilket gerne skulle munde ud i, at flere vælger en praksisrettet uddannelse på et erhvervsakademi eller bliver faglærte. Virksomhederne har i den grad brug for dem, og de står klar med gode jobs - endda med attraktive lønninger og gode vilkår.
Så når man hævder, at »gymnasiet ikke kan være for alle«, kan jeg sagtens være med. Det er ikke ekskluderende at have et tilbud, som de fleste har adgang til, men ikke nødvendigvis skal benytte sig af. Det er det til gengæld, når man insisterer på, at »gymnasiet kun skal være for de boglige« og dem med de allerhøjeste karakterer. Lad os i stedet starte diskussionen der, hvor den bør starte. Nemlig om, hvordan vi styrker kendskabet og fortællingen om erhvervsuddannelserne og de mulige karriereveje til dem, der skal den vej.