Dette debatindlæg er oprindeligt bragt i Politiken. Læs det også herunder.
Hvis der er noget, der for alvor kan sætte sind i kog og kalde til debat, er det snakken om pension. Måske fordi det skubber til vores retfærdighedsfølelse og piller ved ideen om, at vi har ret til at trække os tilbage, når vi på et tidspunkt gerne vil have lov at nyde et liv uden arbejdsmæssige forpligtelser.
Og der var da også for alvor dømt rundesang i debatland, da statsministeren for nylig tændte op for det store pensionsdebatbål med velfærdsaftalen fra 2006 som højpotent tændvæske og konkluderede, at nu må det være nok med den stigende pensionsalder.
Forståeligt nok, for debatten ikke er uvæsentlig. Vi har brug for tryghed om vores pensionsalder og hele det system, der er omkring det. Udsigten til et uendeligt arbejdsliv er der ikke meget positivt at sige om, og jeg tror, den stigende pensionsalder har ført til stor frustration og usikkerhed i befolkningen. Ikke mindst blandt de unge, der har hele arbejdslivet foran sig, og hvor målstregen flyttes hvert femte år.
Jeg tillader mig dog at påpege, at debatten starter det forkerte sted. For arbejde, det skal vi. Og vi skal det i mange år. Derfor er det umuligt at overvurdere vigtigheden af et godt arbejdsliv, mens det står på. Alt for mange bliver i dag sygemeldt med stress og andre arbejdsrelaterede sygdomme, simpelthen fordi presset er for stort – og det koster samfundet enorme summer. Imens taler politiker efter politiker om det farlige og uansvarlige i at skrue ned for timerne på arbejdspladsen og det at sætte spørgsmålstegn ved, om vi kan arbejde på andre måder, end vi gør i dag.
Det er uholdbart, og vi i Teknisk Landsforbund – og en lang række aktører i øvrigt – har efterhånden sagt det nogle gange: Der er brug for nye visioner på arbejdsmarkedet. Og der er brug for, at vi kommer ind i kampen. De unge har nemlig fløjtet den i gang, og ikke ti vilde heste kan holde dem tilbage. Med god grund, for de har argumenterne på deres side, og det er vores job at hjælpe udviklingen på rette spor.
Det gælder blandt andet ideen om et mere fleksibelt arbejdsliv, hvor vi ikke nødvendigvis skal arbejde mandag til fredag kl. 8-16, hvis der findes andre måder, der giver bedre mening for den enkelte.
Det kan for eksempel være, at en 4-dages arbejdsuge, hvor arbejdsopgaverne struktureres på nye måder, vil føre til øget trivsel og nedbringe antallet af stress-relaterede sygedage, som over årene er kravlet så højt op, at det nu sænker det effektive arbejdsudbud med 55.600 fuldtidsbeskæftigede om året. Et beskæmmende højt tal, vi i den grad burde tage os i agt over for.
Og der er intet, der tyder på, at tallet vil falde i de kommende år. Tværtimod går det hele op i løftede pegefingre og fjernelse af helligdage. Og hvis det skal forestille at være godt nok, så tro da pokker, at ethvert tiltag, der lugter bare lidt af tidligere pension, får de fleste til at lette på hatten.
Jeg synes, det er uambitiøst i et land som vores, hvor vi utallige gange har bevist, at vi kan skabe sunde forandringer i fællesskab. Tag bare vores produktivitet, der de seneste år er steget betydelig mere end i lande som Tyskland og Storbritannien. Jeg tror, den kan fortsætte med det, hvis vi er villige til at tage snakken om, hvordan vi arbejder bedre og nedbringer stress og mistrivsel.
Og vi kan starte med at lade os inspirere af andre. Eksempelvis kan vi skule over til vores venner i vest. Her viser et britisk studie blandt 61 virksomheder med knap 3.000 medarbejdere, at en 4-dages arbejdsuge medfører øget produktivitet og færre sygedage – fordi forekomsten af stress er markant lavere – for ikke at tale om øget overskud i virksomhederne.
Herhjemme findes der flere virksomheder, der melder om samme resultater. Blandt andet den aarhusianske virksomhed Panzerglass, der i 2022 indførte en 4-dages arbejdsuge på tværs af alle virksomhedens cirka 165 ansatte i 25 lande.
Det er svært at lukke øjnene for sådanne resultater. Ikke desto mindre virker det, som om det netop er det, man forsøger at gøre. Og når det så endelig kommer til argumenterne mod forandringen, ja, så har de oftest rod i et misforstået syn på det fleksible arbejdsliv som noget, der kommer fra forkælede unge, der ikke gider at arbejde. Det er dog langtfra virkeligheden. Ønsket om en 4-dages arbejdsuge skal snarere ses som det bedste bud på en model, hvor så mange som muligt kan blive på arbejdsmarkedet og bakke op om fællesskabet.
Det er end ikke utænkeligt, at nogle er villige til at arbejde flere år, hvis årene er gode. Utænkeligt er det til gengæld, hvis vi fortsætter med at presse citronen, som vi gør i dag. For så vil flere ufrivilligt være nødt til at trække sig, og det kan vi ikke leve af.
Så hvis vi skal have et godt pensionsliv at se frem til, er vi nødt til at passe på os selv indtil da. Vi skal ikke arbejde mere, vi skal arbejde bedre – samtidig med at vi øger produktiviteten og trivslen. Så lige nu taler vi altså meget om pension og alt for lidt om vores arbejdsliv.