Nogle sejre er ikke bare faglige og politiske, men også dybt personlige. Og for TL’s formand, Jannik Frank Petersen, er den nye aftale om et løft af erhvervsuddannelserne alle tre ting.
Sådan skriver han selv på Facebook og LinkedIn.
Den nye aftale sikrer nemlig ikke kun et tiltrængt økonomisk løft af erhvervsuddannelserne, men også bedre hjælp til de unge, der har brug for ekstra støtte og fleksibilitet. Mangel på sidstnævnte har givet en urimelig forskelsbehandling på vores uddannelser, som forbundsformanden har oplevet i sit eget liv.
Jannik Frank Petersen deler en personlig historie om, hvordan hans datter havde brug for ekstraordinær støtte i gymnasiet på grund af sin ADHD og OCD – og heldigvis fik lige netop dét, hun havde behov for: hjælpemidler, fleksibilitet og forståelse.
Hans søn, der er elektrikerlærling og på andet år af sin erhvervsuddannelse og har en autistisk hjerne, har derimod ikke kunnet få samme hjælp.
Men det laves der om på nu:
- Med det såkaldte eudfleks bliver der nu mulighed for støtte til elever med særlige behov.
- For at sikre elever og lærlinge på eudfleks fuld elevløn indføres der et statsligt lærepladsløntillæg.
- Endelig vil man de kommende år afprøve seks Autisme Spektrum Forstyrrelse (ASF)-hold fordelt på tre erhvervsskoler landet rundt.
”Jeg glædes – både som far og som forbundsformand for Teknisk Landsforbund – over aftalen. Det er en sejr for fagligheden, for fællesskabet – og for de unge, der bare har brug for lidt ekstra hjælp, så de på lige fod med alle andre kan vise, hvad de kan,” skriver forbundsformanden.
Hele den nye aftale kan læses her.