Pension og tilbagetrækning er blevet et af de store temaer i valgkampen.
Socialdemokratiet vil styrke den såkaldte Arne-pension og dæmpe tempoet i stigningen i pensionsalderen. Moderaterne foreslår en ny deltidspension, Radikale Venstre vil indføre en mere fleksibel folkepension, og Venstre har meldt ud, at partiet vil forlænge seniorpensionen fra seks til ni år.
Hos Teknisk Landsforbund hilser forbundsformand Jannik Frank Petersen debatten velkommen. Men han mener også, at diskussionen mangler et vigtigt perspektiv.
“Det er godt, at partierne diskuterer, hvordan vi sikrer en retfærdig pension for mennesker med meget forskellige arbejdsliv. Men jeg savner, at vi i højere grad taler om, hvordan vi indretter et arbejdsliv, som mennesker rent faktisk kan holde til,” siger Jannik Frank Petersen.
Fællesnævneren for debatten om pension er nemlig, hvornår danske lønmodtagere er for nedslidte efter et helt arbejdsliv, og hvornår de derfor retfærdigvis kan trække sig fra arbejdsmarkedet.
“Prøv at forestille jer, hvis vi i stedet havde en valgkamp om, hvordan vi fik et arbejdsmarked, som ingen blev nedslidte af,” siger Jannik Frank Petersen.
Nedslidning koster samfundet milliarder
Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2025 har 29 procent af danskerne i dag et højt stressniveau. Samtidig oplever over halvdelen af den voksne befolkning muskel- og skeletbesvær, som hvert år koster omkring 58 milliarder kroner i tabt produktion.
Stress alene er også en enorm økonomisk udfordring. Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø koster stress danske virksomheder omkring 16 milliarder kroner om året – primært i løn til medarbejdere, der er sygemeldt med stress.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer samtidig, at stress samlet set koster samfundet omkring 55 milliarder kroner i tabt produktivitet og 55.000 i tabt arbejdsudbud.
“Det er enorme tal. Så store, at de burde fylde langt mere i den politiske debat om fremtidens arbejdsmarked,” siger Jannik Frank Petersen.
I Socialdemokratiets pensionsudspil lægger partiet op til, at forebyggelsen af nedslidning skal drøftes med arbejdsmarkedets parter efter valget. Den ambition er forbundsformanden positiv over for.
“Det er en god idé, at regeringen vil drøfte forebyggelse med arbejdsmarkedets parter. Men jeg tror også, vi er nødt til at tænke endnu mere nyt om, hvordan vi indretter arbejdslivet,” siger Jannik Frank Petersen.
Debatten bør derfor også handle om nye måder at organisere arbejdet på, så fleksibiliteten ikke først kommer i pensionsalderen, men følger dig gennem hele arbejdslivet.
En del af løsningen kan være en kortere arbejdsuge. Teknisk Landsforbund foreslår derfor et nationalt og frivilligt forsøg, hvor virksomheder kan afprøve en fire dages arbejdsuge – for eksempel 32 timer fordelt på fire dage – samtidig med at effekterne bliver fulgt af uafhængig forskning.
“Et bæredygtigt arbejdsliv er i virkeligheden den vigtigste pensionsreform, vi kan lave,” siger Jannik Frank Petersen.
Læs alt om Teknisk Landsforbunds forslag om et nationalt forsøg med en 4-dages arbejdsuge her.