Kære forbundsfælle
Godt nytår – og velkommen til 2026.
Et nyt år er altid en anledning til at gøre status og se fremad. For mit eget vedkommende går jeg ind i 2026 med både stolthed, forventning og en klar oplevelse af, at Teknisk Landsforbund står et stærkt sted.
I 2025 bød vi lige knap 2.000 nye medlemmer velkommen i fællesskabet. Det er markant flere end sidste år, og det er jeg enormt stolt af. Det viser, at en målrettet indsats for at organisere nye medlemmer faktisk bærer frugt.
Derudover er der mange ting på programmet i år med offentlige overenskomstforhandlinger, generalforsamlinger i regionerne, kongres og så vil der også blive udskrevet folketingsvalg i det kommende år. Så lad os komme i gang.
OK26 – et afgørende år for de offentligt ansatte
2026 bliver for det første et helt centralt år på overenskomstområdet. De offentlige overenskomstforhandlinger – OK26 – har vi i TL forberedt os på længe, og nu er de reelle forhandlinger for alvor i gang på alle tre områder.
Vi har også udvekslet vores krav, og for TL handler OK26 om at skabe mere fleksible arbejdsliv, reelt frit valg, bedre løn og kompensation og i det hele taget tryghed i arbejdslivet. Balance og fleksibilitet fylder meget, fordi vi ved, at et godt arbejdsliv er et, man kan holde til gennem alle årene.
Du kan følge med i nyt om forhandlingerne på tl.dk/ok26. Og hvis du er offentligt ansat, kan du forvente at høre fra os i løbet af de kommende uger.
Hold øje med din indbakke, og dobbelttjek gerne, at vi har din rigtige mail, så vi kan komme i kontakt med dig.
Kongresår og medlemsdemokrati
2026 er også kongresår i Teknisk Landsforbund. Den 14.–15. november mødes vi i Odense Congress Center, hvor der skal træffes vigtige beslutninger om TL’s fremtidige kurs.
Jeg glæder mig helt vildt. Det er medlemsdemokratiet i sin reneste form, og jeg elsker at mødes med de delegerede til foreningens øverste myndighed.
Forud for kongressen afholder vi generalforsamlinger i alle fem regioner fra den 10. til 19. marts. Du kan allerede nu tilmelde dig, og vi har samlet al information om generalforsamlingerne på vores hjemmeside.
Jeg vil varmt opfordre dig til at møde op, gøre din indflydelse gældende – og måske stille op som delegeret til kongressen i november.
Et valgår med mulighed for indflydelse
2026 bliver også et valgår. Senest den 31. oktober – allehelgensaften, måske bedre kendt som Halloween – skal der afholdes folketingsvalg. Teknisk Landsforbund er en partipolitisk uafhængig organisation, men et valg er altid en mulighed for at gøre vores indflydelse gældende over for beslutningstagerne.
For os handler politik ikke om partier, men om indhold: et arbejdsliv i balance, tryghed gennem hele livet og et arbejdsmarked, som mennesker kan holde til.
Familieliv – og kvinders sundhed – på dagsordenen
Noget tyder på, at familielivet og børns trivsel for alvor rykker op på den politiske dagsorden i det nye år. Både kongen og statsministeren nævnte specifikt forældrene i deres nytårstaler, og sidstnævnte erkendte, at der ikke var gjort nok for børn med mistrivsel.
Som far til et barn, der selv i sin skoletid har haft skolevægring, var det noget, jeg særligt bemærkede.
Der findes forældre, der går på deltid, eller måske sågar ikke arbejder overhovedet, for at være der for deres børn med skolevægring. Det er familiepolitik, socialpolitik, skolepolitik, beskæftigelsespolitik og arbejdsmarkedspolitik på én gang.
At gøre livet lidt nemmere for børnefamilier er i det hele taget en dagsorden, vi i TL bakker op om. Derfor var jeg også medforfatter på bogen “Sådan gør vi det lidt bedre”, som folketingsmedlem Trine Bramsen redigerede sidste år. Her bidrog jeg med et kapitel med et konkret forslag om at give studerende dagpenge under barsel. Det handler om at skabe bedre rammer for familieliv, uddannelse og arbejdsliv – også i de perioder, hvor livet kræver mere.
Og så er det positivt, at regeringen vil nu oprette det første nationale forskningscenter for kvinders sundhed. Det bliver godt og nødvendigt med endnu mere viden om de gener f.eks. menopausen kan betyde for kvinders arbejdsliv.
Hvis vi for alvor vil skabe et arbejdsliv i balance, er vi nødt til at tage både familieliv og sundhed alvorligt for både mænd og kvinder.
Klar til året, der kommer
Der bliver med andre ord nok at se til i 2026. Men jeg glæder mig til opgaverne – og til at tage fat sammen med jer.
Tak for dit medlemskab og dit engagement i Teknisk Landsforbund.
Rigtig godt nytår.
Med venlig hilsen
Jannik Frank Petersen
Forbundsformand, Teknisk Landsforbund