Kommende teknikere vil den grønne omstilling

Studerende vælger i høj grad studieretninger, hvor de kan arbejde med grøn omstilling. Det viser ny undersøgelse, som også viser, at grøn omstilling fylder mere på erhvervsakademierne end andre uddannelsesinstitutioner.

TL Nyt

Studerende vælger i høj grad studieretninger, hvor de kan arbejde med grøn omstilling. Det viser ny undersøgelse, som også viser, at grøn omstilling fylder mere på erhvervsakademierne end andre uddannelsesinstitutioner.

En helt ny undersøgelse viser med al tydelighed, at de tekniske erhvervsakademiuddannelser tiltrækker unge med grønne ambitioner. Undersøgelsen er lavet af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt knap 6.000 studerende på universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier.

”Mange unge bekymrer sig om de hastige klimaforandringer, som vi står overfor – og derfor er jeg glad for, at det smitter af på deres uddannelsesvalg. For vi har brug for dem, og det er fantastisk, at de unge er så drevet af den grønne omstilling for der er brug for en massiv omlægning, hvilket kræver arbejdskraft,” siger formand for uddannelsespolitisk udvalg i TL, Pernille Rohde.

I undersøgelsen svarer eksempelvis 33% af de studerende på det tekniske område på erhvervsakademierne, at ønsket om arbejde med grøn omstilling var vigtigt for studievalget – og hele 42% af dem vil gerne arbejde med grøn omstilling, når de er færdiguddannede.

”Vi har brug for alle, der kan være med til at skabe de tekniske løsninger for fremtiden – både, når vi taler klima- og miljøforanstaltninger, grøn energi, nedbringelse af vores energi og varmeforbrug, bæredygtigt byggeri, minimering af co2 udledning og lignende. Derfor står der en stribe jobs og virksomheder og venter på de tekniske unge,” siger Pernille Rohde.

Samtidig viser undersøgelsen, at 45% af de studerende på erhvervsakademiuddannelserne har fået undervisning i grøn omstilling i løbet af det første år. Det er højere end på professionsbacheloruddannelserne og universiteterne, hvor det er henholdsvis 28 og 35 % af de studerende.

Du kan læse hele undersøgelsen her