Underbetaling og udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft er i direkte strid med danske værdier – eller slet og ret udansk.
Sådan svarer et stort flertal af danskerne i en ny omfattende undersøgelse, som analyseinstituttet Opinion har lavet for Dansk Byggefag, der er en paraplyorganisation for syv fagforeninger – herunder Teknisk Landsforbund – med knap 80.000 medlemmer på byggeområdet.
Der er en bemærkelsesværdig bred enighed blandt danskerne om, at udenlandsk arbejdskraft skal have danske løn- og arbejdsvilkår. Det gælder på tværs af køn, alder, uddannelsesniveau og politisk tilhørsforhold.
Hele 81 % af befolkningen mener, at udenlandske arbejdere bør aflønnes på lige fod med deres danske kolleger. 83 % er enige i, at underbetaling og udnyttelse af udenlandske arbejdere slet ikke hører hjemme i Danmark, og 78 % mener, at snyd og udnyttelse bør straffes hårdere.
Det store flertal af danskerne er også klar til at betale prisen for det synspunkt. Tre ud af fire danskere bakker nemlig op om ordentlige løn- og arbejdsvilkår, selvom det kan betyde højere priser på f.eks. håndværksarbejde eller rengøring.
Klart signal til politikerne
Forbundsformand Jannik Frank Petersen glæder sig over, at der er så stor opbakning til den del af det faglige arbejde, der handler om at imødegå udnyttelse og snyd.
Og han mener, at undersøgelsen sender et vigtigt signal til politikerne på Christiansborg.
“Der er meget bred opbakning til initiativer, der kan komme underbetaling og udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft til livs. Det er positivt, at der allerede er taget skridt med ID-kort, men med den her undersøgelse i hånden kan politikerne vide sig sikre på, at de har stor opbakning til yderligere tiltag,” siger Jannik Frank Petersen om undersøgelsen.
Jannik Frank Petersen hæfter sig dog også ved en andel af undersøgelsen, som viser, at de færreste danskerne rent faktisk forstår det sprog, fagbevægelsen bruger om problemet. F.eks. ved under halvdelen af de adspurgte, hvad social dumping betyder.
“Social dumping er tilsyneladende ikke et begreb, de fleste forstår. Men når vi gør det konkret og taler om underbetaling og udnyttelse, så er der bred enighed om, at det er uacceptabelt. Det viser undersøgelsen meget tydeligt, og det skal vi tage med os i vores kommunikation fremover,” siger Jannik Frank Petersen
Befolkningsundersøgelsen fra Danske Byggefag er indsamlet perioden 3.-13. juni 2025 gennemført en landsrepræsentativ survey med 2.000 respondenter. Dataindsamlingen er foretaget af analyseinstituttet Opinion.
Undersøgelsen omfatter både holdningsspørgsmål og split-tests med henblik på at belyse befolkningens forståelse og stillingtagen til anvendelsen af udenlandsk arbejdskraft.