Nu tager vi for alvor hul på arbejdet med de nye overenskomster på det private område – også kaldet OK25.
Det sker, når alle medlemmer ansat i det private modtager et spørgeskema, hvor vi spørger ind til, hvad de går og drømmer om for deres kommende overenskomst.
Er det f.eks. ønsket om mere fleksibilitet på arbejdspladsen, retten til hjemmearbejde, flere feriedage – eller bedre mulighed for efteruddannelse, der er vigtigst?
Overenskomsterne for ansatte i det private skal forhandles senere i år, men allerede nu skal medlemmernes ønsker samles ind.
Er du ansat i det private, så vil du modtage et spørgeskema fra os torsdag den 23. maj.
Vi forventer, at forhandlingerne forløber som følger:
Medio september: Vi melder krav ind til CO-Industri.
Oktober og november: CO-Industri holder regionsmøder med tillidsrepræsentanterne på området.
December: Industriforhandlingerne går i gang.
Medio januar til medio februar 2025: Der bliver nået et forlig på industriens område.
Februar og marts 2025: Vi forhandler overenskomster på de øvrige private overenskomstområder.
Marts til april 2025: Afstemningen om alle de private overenskomster gennemføres.