Det blev kaldt for tyveri og et angreb mod den danske model, da Regeringen sidste år afskaffede St. Bededag.
Røgskyerne har for nogle måske lagt sig, mens andre ikke glemmer så let og har valgt at holde fast i helligdagen.
Det gælder blandt andre Green Energy Scandinavia ved Vejle, fortalte daværende direktør Karl Andreassen til flere medier sidste år. Han var blevet så vred over Regeringens manøvre, at han gav medarbejderne hele to fridage.
Det er muligt at forhandle den slags lokale aftaler, siger Anton Kraev Christensen, chef for Faglig afdeling i Teknisk Landsforbund. Det har TL selv forhandlet på plads.
”Vi har aftalt, at vi alle sammen går ned i tid med 7,4 timer om året. De timer placeres efter aftale samme dag, som St. Bededag tidligere lå. Tilsvarende reducerer vi løn for alle, mens tillægget på 0,45 % efter loven indeholdes i lønnen, hvilket sikrer, at den enkelte medarbejders løn samlet set forbliver uændret. På den måde opnår vi status quo,” siger Anton Kraev Christensen.
Hvis man ikke har forhandlet en aftale om frihed på plads i år, men gerne vil have fri næste år på St. Bededag eller en anden dag, er der håb. Man kan lave aftaler når som helst, fortsætter han.
”Den aftalte reduktion i arbejdstid på 7,4 timer kan lægges på den dag, der tidligere var St. Bededag, strækkes eller holdes på andre dage. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan aftale.”
Anton Kraev Christensen understreger vigtigheden af at se ud over traditionelle arbejdsstrukturer og åbne op for mere fleksible arbejdsmiljøer, og han ser det som en positiv udvikling, at flere arbejdspladser har forhandlet aftaler om reduktion af arbejdstid.
”TL vil fortsætte med at arbejde for mere fleksible og bæredygtige arbejdsvilkår, der tager højde for medlemmernes behov og ønsker. Dette inkluderer tiltag som en fire dages arbejdsuge, der muliggør mere fritid og engagement i andre aktiviteter udover arbejdet.”
”Vi skal arbejde mindre”
Ønsket om at holde fri den 26.april, der i TL er blevet døbt St. Fridag, kom fra medarbejderklubberne i TL og blev forhandlet mellem TLs ledelse og tillidsrepræsentanter, siger sekretariatschef Fie Vestergaard.
”Da regeringen afskaffede St. Bededag, var vi dybt forundret over det angreb, det var på den danske model og de aftaler, der er indgået mellem arbejdsmarkedets parter. Og vi mener heller ikke, at vi skal arbejde mere, end vi allerede gør – faktisk tværtimod.” siger Fie Vestergaard og fastslår:
”Vi vil gerne have, at medarbejderne har en god balance i livet, og derfor er vi glade for den aftale, vi har indgået med vores tillidsrepræsentanter.”
Reduktion af arbejdstid er en af mærkesagerne i Teknisk Landsforbund, der også arbejder for en 4-dages arbejdsuge.
Aftalerne ligger derfor i god tråd med Teknisk Landsforbunds politiske målsætninger om mere fleksible og bæredygtige arbejdsvilkår, bekæmpelse af stressrelaterede problemer på arbejdspladserne og fremme en sundere arbejdslivsbalance.
Mange medlemmer skal stadig på arbejde, så hvorfor skal medarbejderne holde fri?
”St. Bededag burde af mange årsager slet ikke være afskaffet, og vi opfordrer vores medlemmer til at forhandle en fridag. Vores medarbejdere har valgt at købe sig til den fridag og får ikke kompensation. Hvis medlemmer ønsker det, vil vi gerne hjælpe med at forhandle,” siger Fie Vestergaard.